Flæskesteg til maven - heavy metal til ørene
Publikum og musikere går til bords og spiser flæskesteg og bagefter går musikerne på scenen og spiller op til to dage med Heavy Agger Metal Festival
AGGER: - Vi regner med 450 gæster, inklusive hjælpere og musikerne fra de medvirkende bands.
Sådan lyder Anne Marie Iversen bud på tilslutningen til dette års udgave af Heavy Agger Metal Festival, som i år afvikles over to dage. Festivalen åbner i aften, fredag og slutter langt ud på de små timer lørdag nat.
Selv om det handler om heavy metal, starter det hele med en gang flæskesteg, når omkring 100 mennesker, festivaldeltagere og musikere blandt hinanden, et par timer før musikken for alvor begynder at spille, sætter sig til bords på Agger Badehotel, hvor menuen står på flæskesteg.
Sådan skal det være, for selv om der spilles tung rock er det en festival for rolige folk uden hang til ballade, fortæller Anne Marie Iversen, formand for Heavy Agger Musikforening, der står for arrangementet.
Formanden også er den, der holder står i de mange tråde, der spindes sammen i en helhed, der både handler om at give passionerede heavy metal fans lejlighed til at dyrke både deres musikalske lidenskab og nyde samværet med gamle venner fra dengang, hvor genren var anderledes ny en i dag.
- Vi laver en stor, heavy familie-weekend, fortæller Anne Marie Iversen, som egentlig er årsag til, at festivalen overhovedet så dagens lys.
Den startede i 2009. Ikke som en rigtig festival, men mere som en anderledes fest i anledning af hendes 40 års fødselsdag.
Det gik så godt, at de venner, som i dag er musikforeningens bestyrelse, blev enige om at gøre noget mere ved det - og så er det endt med en maget anderledes festival, som for første gang i år spiller over to dage og som i øvrigt også afsluttes omkring spisebordet, når der søndag formiddag er brunch til alle.
I aften fredag, er der tre navne på scenen. Crocell lægger ud, Turbo Charged følger og og Illdisposed siger godnat.
Lørdag er der igen musik i Maskinhuset ved Aggers Sorte Huse fra klokken 14 og til ud på de meget små timer.
Musikken er både genremæssigt og geografisk bred og byder på lidt af hvert fra trash, death til doom og klassisk 80 ’er heavy. Blandt andet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.