Nørresundby

Flammerne tog butikken - men nu er han klar igen

Halvandet år efter brand kan Jensens Bike and Cars genåbne på Hjørringvej

- Det er dejligt at være i gang igen, siger indehaver René H. Jensen. Foto: Claus Søndberg
- Det er dejligt at være i gang igen, siger indehaver René H. Jensen. Foto: Claus Søndberg

NØRRESUNDBY: Efter halvandet års omfattende oprydnings- og genopbygningsarbejde er Jensens Bike og Cars, der blandt andet sælger og servicerer biler og motorcykler, genopstået som Fugl Phønix af asken på Hjørringvej 125 i Nørresundby. Ovenikøbet med flere kvadratmetre end før motorcykel- og autoværkstedet gik op i flammer som følge af et eksploderende bilbatteri.

- Det har været en hård proces. Vi kæmper for at få det hele op at køre igen, siger indehaver René H. Jensen.

Den nye udstillingshal er 400 kvadratmeter større end den gamle og er i to etager med motorcykler på 1. sal og biler i stueetagen. Foto: Claus Søndberg

Branden opstod en januardag i 2015 og ødelagde 130-140 motorcykler. Medarbejderne var dog hurtige til at reagere og havde held til at redde 70 andre motorcykler samt 12 biler fra flammerne. Bygningerne havde imidlertid fået så hård en medfart, at det var umuligt at forblive på adressen, og i halvandet år har Jensens Bike and Cars derfor boet til leje i en hal i Tylstrup.

Det så voldsomt ud efter branden i januar 2015. Masser af biler og motorcykler gik tabt. Arkivfoto

Nu er genopbygningen tilendebragt, og René H. Jensen og hans medarbejdere er tilbage på Hjørringvej 125 i nye og større lokaler. Den nye udstillingshal er 400 kvadratmeter større end den gamle og er i to etager med motorcykler på 1. sal og biler i stueetagen.

- Der venter et hårdt arbejde, for nu skal jeg have mine kunder tilbage og have forretningen op at køre. Men det er rigtig dejligt at være i gang igen, siger René H. Jensen.

Genåbningen af Jensens Bike and Cars på Hjørringvej fejres med åbent hus 20. og 21. august klokken 10 til 17.

Gå til relaterede emner

Forsiden