Flere navne til Nibe
Peter Sommer og Nabiha er blandt de senest offentliggjorte til årets festival
NIBE: Peter Sommer, der for nylig udsendte skilsmissealbummet ”Alt forladt”, er et af de seneste navne, som Nibe Festival har offentliggjort som optrædende på årets musikfest i Skalskoven.
Sommer får følgeskab af elektrorockerne Turboweekend, der dermed kommer til Nibe for fjerde år i træk, samt sangfuglen Nabiha, der lige i disse dage er på vej med nyt album.
For de lidt ældre er der lagt op til nostalgiske øjeblikke med Rigsted & Kreutzfeld samt Peter AG, og endelig bliver der lejlighed til at stifte bekendtskab med det svenske partyband Hoffmaestro.