Hjallerup

Flere tilbud til borgere

Hjallerup by vokser og vokser

Markedsbyen Hjallerup har stor vækst i indbyggertallet, og nu begynder borgerne at stille krav til udbygning af skole, en ny daginstitution og flere fritidstilbud. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Markedsbyen Hjallerup har stor vækst i indbyggertallet, og nu begynder borgerne at stille krav til udbygning af skole, en ny daginstitution og flere fritidstilbud. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

HJALLERUP: - Den vækst, der sker i befolkningstallet i Hjallerup, betyder, at der stilles krav til skole, institutioner, fritidsfaciliteter med mere. Det konstaterede formanden for Hjallerup Markedsforening, Peter Jensen, på repræsentantskabsmødet.

Han konstaterede, at der på fire år er blevet flere end 300 nye borgere i Hjallerup, og at Hjallerup er den by i kommunen, der har størst vækst.

- Vi skal gerne i gang med udvidelse af Hjallerup Idrætscenter, og Hal 3 skal snart blive en realitet, håber Peter Jensen.

- Borgmester Mikael Klitgaard & co. får en masse dejlige skattekroner i kassen, og de kommer direkte her fra Hjallerup, og sikker flere end de havde regnet med.

- Det må være rimeligt, at de penge kommer tilbage og arbejder, der hvor de kommer fra, nemlig fra Hjallerup. Omkring Hal 3 sagde han, at den normtid, de unge mennesker har på halgulvet, er langt under gennemsnittet i forhold til andre steder i kommunen.

- Det kan vi ikke sidde overhørigt. Derfor er vores spørgsmål til politikerne, hvornår Hal 3 kommer på budgettet, så der kan komme et byggeri i gang. Der hvor der er vækst, bør der også investeres, så tingene er i balance.

- Nu her efter valget skal vi sammen med vore politikere og embedsværk etablere et samarbejde, så vi er på forkant med udviklingen, så Hjallerup bys infrastruktur, skole, institutioner og fritidsfaciliteter følger med udviklingen.

- Det er beviseligt, at des bedre vilkår og forhold til fritid og idrætslivet, så er der mindre kliker på gadehjørnerne, og alt det vi ikke kan li’ at tale om, så som anbringelser med mere. Ja de udgifter falder.

Peter Jensen mener også at Hjallerup Markedsforening vil se velvilligt på en ansøgning, der omhandler en udvidelse af idrætsfaciliteter i Hjallerup by.

Der blev fra flere sider efterlyst tennisbaner i Hjallerup, og bestyrelsen oplyste, at det er noget af det, der arbejdes på.

Peter Jensen kunne fortælle, at der har været udgifter på godt 800.000 kroner til nye el-installationer på markedspladsen.

- Vi måtte gøre noget, for at sikre el-forsyningen. Kraftigt regnvejr kunne de gamle el-installationer ikke klare.

Der er tidligere ofret to mio. kr. på el-installationer, så Peter Jensen mener, at el-forsyningen er fremtidssikret mange år frem i tiden.

- Det er ikke kun markedet, der har gavn af disse faciliteter, men det kan også tilbydes vore øvrige kunder og til fremtidige nye arrangementer og tiltag, der måtte komme på markedspladsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden