Fløjspiller forlænger med mestrene
Straffekast-ekspert bliver i Aalborg Håndbold
Opdateret kl. 10:57
HÅNDBOLD: Fire bliver til syv for Aalborg Håndbolds Buster Juul, for fløjspilleren har forlænget sit ophold i Aalborg med en ny kontrakt, som løber i tre år.
Dermed beholder de forsvarende danske mestre i herrehåndbold en af 888ligaens mest scorende fløjspillere i truppen. Det glæder direktøren i Aalborg Håndbold, Jan Larsen.
- Det har været og er en fornøjelse at følge Buster Juuls udvikling, og vi er sikre på, at han også i de kommende sæsoner vil være en af profilerne på vores hold og i den danske liga. Han kom til Aalborg Håndbold med den rette indstilling med ydmyghed og tålmodighed, og det høster han frugten af i dag. Vi er derfor meget tilfredse med, at vi nu har forlænget samarbejdet med Buster, som er blevet en rigtig publikumshelt i Jutlander Bank Arena, siger Jan Larsen til håndboldklubbens hjemmeside.
Buster Juul ser også med tilfredshed på den udvikling, han har gennemgået i den nordjyske mesterklub og ser frem til næste sæsons titelforsvar og Champions League.