TV-anmeldelse

Flot skuespil - men det vakler lidt

DRs nyeste tv-serie begynder med et terrorangreb - men hvor er den på vej hen?

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Aldrende justitsminister. Men altid klar til et politisk statement. Selv om kæresten derhjemme mener, at hun skal spille ærligt ud om, at hun er på vej på retræte. Jo - der er mange vinkler på tilværelsen i denne tv-serie.

TV DRAMA

”Når støvet har lagt sig”

Det er lidt besværligt med DR’s nyeste tv-serie: Hvis man ikke ved, hvad det går ud på, så bliver man lidt forvirret. Så det er nødvendigt at kende forudsætningerne: Dette er tv-serien om et terror-angreb. Og hvad det gør ved folk.

Vi ser i startscenen masse gæster og personale på en restaurant blive mejet ned. Skudt og dræbt.

I vanlig DR-stil er det gjort pissegodt. Vi slipper for de udpenslede scener, som enhver amerikansk tv-producer ville have svælget i. Her et det meget mere elegant. Vi er til stede i restauranten. Vi hører gæsternes samtaler. Vi hører en masse tomgangssnak. Snak om ingenting. Og det er faktisk genialt, at alle disse tomgangs-replikker beskriver det lykkelige og konfliktfri Danmark, som vi alle kender og elsker.

Og så sker masseskyderiet.

Men den optakt er ganske enkelt en formidabel skildring af os danskere, når vi har det allerbedst. Den er så også en hvas kritik af, hvad vi danskere i grunden taler om: Intet.

Så kommer skyderiet.

Og så kommer Jacob Lohmann til stede som den første efter attentatet og leder efter sin søn: Hvor er Albert?

Lige der klippes der så ni dage tilbage i tiden.

Nu starter det hele så forfra. Nu skal vi opleve, hvad der sker som optakt til terror-katastrofen. Vi skal opleve, hvad den gør ved folk.

Lige her møder vi en perlerække af gode mennesker. Danske som andre etniske.

Det bliver interessant at se, hvad terroren gør ved disse folk. Vi har en ganske velmenende justitsminister, der ubetinget tror på det bedste i folk - for hendes far var i koncentrationslejr.

Vi møder den pænt assimilerede indvandrerfamilie, der trods muslimsk baggrund fejrer bryllup med masser af alkohol og løssluppenhed. Men ser også bag overfladen, at også her skal der præsteres i forhold til, hvordan omgivelserne opfatter én.

Vi ser en kok/vagtmand/grønlænder, som tænker kynisk i forhold til at overtage chefens butik.

Og hvad skete der så lige der: Ja det var jo vores grænseløse grønlænder, som fik Albert fyret som medhjælper på restauranten. Altså samme Albert, som har svære problemer i forhold til narko. Og som er barn af Jacob Lohmann og Julie Agnete Vang - vores kobberbryllupspar.

Således bliver tingene blandet op og sammen.

Og knyttet sammen.

Vi aner ikke, hvor vi er på vej hen. Vi er godt forvirrede.

Den slags er ofte opskriften på godt drama. Men der er mange løse tråde, det flagrer til mange sider. Så på bundlinjen står, at DR ofte er sluppet væsentligt bedre af sted med at lave første afsnit af en tv-serie.

Men når det er sagt: Jeg er ganske imponeret, jeg er ganske nysgerrig efter, hvor dette bærer hen, så jeg tror på, at det her skal nok blive imponerende.

Også fordi DR jo altid leverer serier, der baserer sig på fremragende skuespil.

Således også her: Der var flere smukke stunder undervejs.

”Når støvet har lagt sig”

Hovedforfatter: Ida Maria Rydén & Dorte W. Høgh.

Episodeforfatter: Ida Maria Rydén.

Instruktør: Milad Alami.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.