Aalborg

Flugtbilist nappet på havnen

Vild kørsel i Aalborgs midtby - flere biler påkørt af flygtende bilist

Foto: Michael Koch
Foto: Michael Koch

Opdateret kl. 22:02

AALBORG: Nordjyllands Politi var i et par timers tid på jagt efter en flugtbilist efter flere påkørsler af biler i Aalborgs indre by.

Det oplyser vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.

En patrulje forsøgte i første omgang at stoppe bilisten - en 35-årig mand, der er kendt af politiet i forvejen - omkring J. F. Kennedys Plads.

Men manden stak af i sin bil og drejede med stor fart ned ad Boulevarden for derefter at dreje ind i Danmarksgade, hvor bilisten i sin hast påkørte flere parkerede biler i gaden.

- Han smed sin bil i Danmarksgade og stak af til fods, fortæller vagtchefen.

Men kort før klokken 18 lykkedes det politiet at anholde flugtbilisten. Det skete på havnefronten i Aalborg, hvor den 35-årige - ifølge flere vidner stærkt påvirkede flugtbilist - blev lagt i håndjern.

Manden kan nu se frem til en stribe sigtelser for overtrædelse af færdselsloven og en sigtelse for vold, da den 35-årige forud for flugten havde begået vold mod en person på Kennedys Plads.

Politiet søger i forbindelse med vanvidskørslen og flugten fra Kennedys Plads vidner, der måtte have set kørslen i den blå Seat, og politiet vil også gerne høre fra folk, hvis biler er blevet påkørt i forbindelse med flugtbilistens hærgen i midtbyen, hvor han bl.a. kørte ad Boulevarden og Louisegade, før turen altså sluttede i Danmarksgade.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden