Grindsted

Flunkende ny skole til knap 100 elever

Landsbyfællesskab i Grindsted får ekstra medvind med ny skole

Stine og Andreas Bertelsen har boet i Grindsted i ti år. I dag kan parret ikke forestille sig at bo andre steder. - Det lokale fællesskab er meget åbent over for tilflyttere. På den måde er det nemt at falde godt til rette i lokalsamfundet, fortæller de. Foto: Lars Pauli
Stine og Andreas Bertelsen har boet i Grindsted i ti år. I dag kan parret ikke forestille sig at bo andre steder. - Det lokale fællesskab er meget åbent over for tilflyttere. På den måde er det nemt at falde godt til rette i lokalsamfundet, fortæller de. Foto: Lars Pauli Lars Pauli

GRINDSTED: Store og små stimlede sammen, der blev sunget fællessange, rådmand Tina French sagde kloge ord, og skoleleder Søren Kold glædede sig synligt over de nye skolebygninger. Lørdag var der fest i Grindsted, for da blev den nye Grindsted Skole indviet.

Modsat mange andre nordjyske landsbyer, der slås med truende skolelukninger, kan man i Grindsted nu glæde sig sig helt nye, moderne bygninger til den lille skole, der huser knap 100 elever i 0. - 6. klasse.

Dermed er et længe, næret ønske i Grindsted-Uggerhalne blevet opfyldt. De gamle skolebarakker, der blot skulle være midlertidige, men som nåde at tjene som skole i et halvt århundrede, er nu endegyldigt fortid og erstattet af de nye skolebygninger.

I første række er den nye skole til glæde for skolens elever, medarbejderne og forældrene, men derpå er det også en sejr for det stærke landsbyfællesskab i Grindsted-Uggerhalne. Et fællesskab, der ikke er kommet tilfældigt.

- Vi har været så heldige, at Grindsted-Uggerhalne Samråd siden 1970´erne har haft nogle stærke personligheder, der har gjort et stort arbejde for området, siger Marianne Ellersgaard, der har boet i Grindsted i 22 år.

Gennem alle årene har Marianne Ellersgaard, der selv er med i en arbejdsgruppe under Samrådet, oplevet Grindsted som et godt sted at bo. Sådan er det stadig. Grindsted-Uggerhalne er ikke blot præget af et godt fællesskab. Det er også meget åbent, så der bliver taget godt imod tilflyttere, fortæller Andreas og Stine Bertelsen. Parret har tre børn - heraf to skolesøgende børn i 0. og 2. klasse.

- Da vi for 10 år siden flyttede hertil fra Aalborg var det økonomien, der gjorde udslaget, da husene jo er billigere herude end inde i Aalborg, men i dag kunne vi slet ikke forestille os at bo andre steder, fortsætter Stine og Andreas Bertelsen.

Hjertet i fællesskabet er skolen, herunder også Grindsted-Uggerhalnes særlige Landsbyordning, hvor Skolen, børnehaven og fritidsordningen har været integreret i 25 år. Her lærer alle børn, lærere og forældre hinanden at kende.

Gå til relaterede emner

Forsiden