Første triumf for Aalborg Pirates
Syvende gang blev lykkens gang for de unge aalborgensere
Opdateret kl. 22:35
AALBORG: Tirsdag aften skulle Aalborg Pirates forsøge at hente sæsonens første sejr i Metal Ligaen, da Rungsted Ishockey gæstede Gigantium Isarena, og missionen lykkedes for de unge aalborgensere, der vandt kampen 4-2.
Efter en ganske begivenhedsløs indledning kom der lidt mere liv i kampen efter fem minutter og 40 sekunders ishockey, hvor svenske Sebastian Fakt kunne fejre sin første scoring foran hjemmepublikummet i Aalborg. Allrounderen, der fik debut i nederlaget mod Rødovre Mighty Bulls, trykkede pucken i nettet efter forarbejde fra Nicki Kisum.
Fødselaren Jeppe Jul Korsgaard havde derimod ikke brug for hjælp, da han tog sagen i egen hånd i tiden 12.17 og fordoblede hjemmeholdets føring til 2-0 i en periode, hvor begge hold havde en mand til afkøling i straffeboksen.
Det kunne også være blevet 3-0 til aalborgenserne umiddelbart efter, men i to omgange stod målrammen i vejen for Olle Liss.
Med godt fire minutter tilbage af perioden tillod Jeppe Jul Korsgaard sig at brænde en stor mulighed ved bagerste stang, og det kunne være blevet dyrt i det efterfølgende powerplay, hvor gæsterne pressede på, men Aalborg Pirates formåede at bevare føringen på 2-0.
Aalborg Pirates startede anden periode i powerplay, men hjemmeholdet formåede ikke at udnytte det til at udbygge føringen yderligere.
De helt oplagte scoringsmuligheder var der ikke ret mange af, og det var først i slutningen af perioden, at Aalborg Pirates fik nye muligheder for at komme på tavlen. Begge gange var Christopher Frederiksen i centrum.
Først var forwarden tæt på at score ved forreste stolpe, og efterfølgende misbrugte han en ny stor mulighed foran Rungsted-målet i powerplay. Ind ville pucken ikke, og hjemmeholdets føring på 2-0 var dermed intakt efter 40 minutters spil.
De 1044 tilskuere kunne fra starten af tredje periode se et Rungsted-mandskab, der forsøgte at presse piraternes defensiv, og efter godt fem minutters spil fik gæsterne reduceret. Der var stor trafik foran hjemmeholdets mål, hvor Jonas Røndbjerg til sidst fik skubbet pucken over stregen.
Derefter fulgte enkelte gode muligheder i begge ender, men der stod stadigvæk 2-1 på måltavlen midtvejs i tredje periode.
I tiden 51.37 fik gæsterne så udlignet, da Erik Hjalmarsson scorede til 2-2 via den ene stolpe, men aalborgenserne fik en gylden mulighed for at komme tilbage i spidsen, da Rungsteds Drew Schiestel fik fire minutter i straffeboksen for en høj stok.
Med seks minutter tilbage på uret, blev mulighederne endnu bedre for Aalborg Pirates. Næsten tre minutter med to mand i overtal lignede en fremragende mulighed for at tage føringen, men scoringen lod vente på sig.
Den kom med små to minutter tilbage på uret, hvor Rungsted stadigvæk havde en enkelt spiller i straffeboksen. Pucken lå pludselig løs foran Lasse Jul Korsgaard, og han satte sikkert den forløsende scoring til 3-2 i nettet. Samtidig med slutfløjtet scorede Olle Liss i et tomt mål til slutresultatet 4-2.