For lidt på spil

I ”Norskov”s første tre afsnit har vi lært de væsentligste roller godt nok at kende til, at vi har en god del sympati for dem. De har alle fejl. Det gør dem menneskelige og gør det muligt, at vi kan identificere os med dem. Men vi fornemmer også, at de stort set alle sammen er gode nok på bunden.

For vel er borgmester Martin (Claus Riis Østergaard) nok lige vel nonchalant med vennetjenester, og vel er Bondens (Jacob Hauberg Lohmann) uformelle overtalelsesmetoder nok lige vel tæt på straffelovens paragraffer om trusler, men de vil jo mestendels det gode, de to.

Og naturligvis risikerer de noget, men er det nok?

Olivers far afsløres

Martins bekendelse til Tom (Thomas Levin) om, at han er Olivers far, hæver godt nok indsatsen. Han risikerer måske, at konen går fra ham. Han risikerer en mindre skandale, fordi han nu er borgmester. Og han risikerer sit gamle venskab med Tom og måske med Bonden.

Men det bliver også antydet, at i det lille, sammenfiltrede samfund i Norskov, hvor alle skylder hinanden tjenester og alles liv er strikket godt og grundigt ind i de andres, der skal det nok gå. Så stor en trussel er det heller ikke.

Kriminalsagen fik en ny spiller: den skaldede voldsmand Henrik, hvis farlighed vi indtil nu kun har fået postuleret. Men han er i hvert fald fra København, så han er nok slem. For hvis man er rigtig slem i Norskov, kommer man udefra - som den svenske narkogangster Kalle Koskinen.

Underspillet humor

Oliver risikerer sin karriere som ishockeyspiller, men det er nu vist mere et resultat af, at han klarer sig skidt i skolen, end det er på grund af morens død eller hans narkosigtelser. Og som lokal skuespillerdebutant får Mathias Käki Jørgensen glimrende formidlet den mutte teenager. Så godt, faktisk, at det bliver svært at se hans sorg over at miste sin mor og frygten for at miste sin plads på holdet gennem en generel opførsel som teenage-tvær. Den rolle skal i hvert fald nok blive udfordret, når han skal til at erkende, at hans far er borgmesteren.

Endnu engang render betjent Branner (Henrik Birch) med prisen for bedste underspillede humor.

- Har du nogen ide om, hvem der er Olivers far? spørger Tom ham henkastet.

- Nej. Han er fra ’98. Der var jeg udlånt til Hobro, svarer Branner lakonisk.

Alt det, der bliver sagt uden at blive sagt i de to små replikker, fortjener stående klapsalver. Det er virkelig elegant.

Roser for lokaliteterne

I det hele taget er der masser af den slags små detaljer, der fortjener ros.

Scenen, hvor Tom og Branner tager ud for at afhøre den småkriminelle Kim, der bor hjemme hos mor Evy, er befriende underspillet. Ingen aggressioner, ingen trusler om bål og brand, ingen trukkede pistoler. Der er en rolig og sindig snak om, at nu har han igen lavet noget, han ikke må. Underforstået: ”Vi behandler dig ordentligt, og så giver du os nogle informationer, som vi har brug for i en anden sammenhæng”.

Scenen som sådan er lige så gammel som krimigenren selv, men det er sjældent, man ser den udført så passende underspillet som her.

Og så skal lokaliteterne altså have endnu en buket roser. Borgmesterkontoret, omklædningsrummet, politistationen, møbelfabrikken, Martin og Jackies designervilla, Evy og Kims forkrampede køkken. Detaljerne fungerer eminent og troværdigt. Helt ned til denne avis, der optræder som rekvisit hist og her.

Sådan skal det være.

”Norskov” - 3. afsnit

Episodetitel: ”Olivers far?”

Hovedforfatter: Dunja Gry Jensen

Episodeforfattere: Per Daumiller, Ina Bruhn, Jens Dahl, Simon Weil og Lars K. Andersen

Instruktør: Birgitte Stærmose

TV 2, mandag aften