For mange vil se, hvad deres bolig er værd

Enorm interesse har knockoutet ny hjemmeside

Anders Abildgaard
Nysgerrig efter at kende værdien af din bolig? Sådan ser et estimat ud for en tilfældig villa og kvarter i Aalborg på Boligsiden.dk
Erhverv 18. september 2015 14:18 - Opdateret 18. september 2015 14:58

AALBORG: Hvor meget er min bolig værd?

Det spørgsmål vil mange danskere gerne have et nogenlunde præcist og hurtigt svar, og nu kan de få svaret via en ny hjemmeside, Bolighed.dk, som fire banker netop har lanceret.

Eller rettere: det kan de ikke. Da nyheden om den nye hjemmeside ramte medierne, var interessen nemlig så overvældende, at siden blev lagt ned. På få timer forsøgte over 100.000 danskere at komme ind på siden.

- Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os en så massiv interesse. Vores servere kunne simpelthen ikke klare efterspørgslen, og nu arbejder vi på højtryk for at få Bolighed.dk op at køre igen, siger direktør for Bolighed.dk Niels Ranum.

Bolighed.dk bruger data fra BBR-registret og Google Maps og sammenligner med handelshistorikken. Siden estimerer værdien af 1,25 million danske ejerboliger - både dem, der er til salg, og dem, der ikke er. Fritidshuse, villalejligheder og andelsboliger er dog ikke med.

Ifølge Niels Ranum er systemet meget træfsikkert og bliver justeret hele tiden i forhold til handler i nærheden og makroøkonomiske forhold som boligrenter og den generelle boligprisudvikling.

- Det er jo ikke en vurdering som sådan, men vi har testet metoden op mod mere end 300.000 handler de seneste fire år. 50 procent af dem har vi ramt inden for et spænd på 5 procent, mens 75 procent ligger inden for 10 procent, siger han.

- Selvfølgelig kan der være en herlighedsværdi eller et nyt køkken, som ikke indgår i beregningerne, og derfor tilbyder vi også, at man kan få en ejendomsmæglers mere konkrete vurdering, siger direktøren.

Bag Bolighed.dk står Spar Nord, Sydbank, Nykredit Bank og Arbejdernes Landsbank.

Ved godt 14-tiden fredag var siden - i det mindste periodevis - oppe at køre.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...