Forandringer fryder - nej ikke her
Lilly Jensen, 88 år, med samme adresse i snart 60 år, passer selv både lejlighed og sommerhus
Opdateret kl. 06:53
FREDERIKSHAVN: Den 28. oktober 1954 underskrev bagersvend Svend Erik Jensen en huslejekontrakt med udlejer bagermester Henry A. Madsen.
Svend Erik Jensen døde for 28 år siden, men hans hustru, Lilly Jensen, bor stadig - knapt 60 år senere - i lejligheden Barfredsvej 76, 1. sal til højre.
Lilly Jensen, der i dag er 88 år, har sandelig tænkt sig at blive boede i lejligheden i endnu flere år. Hun erkender, at hun på et tidspunkt - om mange år - kan blive så affældig, at hun kan blive tvunget til at flytte.
- Jeg gider ikke have hjemmehjælp, siger hun, så man kan forstå det.
Der er heller intet, der tyder på, at det er nødvendigt med en sådan velfærdsydelse. Lilly Jensen laver selv mad. Indkøbene foregår på cykel - oftest til Føtex, der er forholdsvist tæt på hjemmet.
- Vi hjælper hinanden
Hvis hun mangler noget og ikke lige har planer om en indkøbstur, lægger hun en seddel ud i opgangen. Så sørger hendes nuværende vært, tidligere bagermester Finn Jensen, for at købe ind for hende.
- Både hun og jeg er jo pensionister, så vi hjælper hinanden - som gode naboer, fortæller Finn Jensen, der overtog ejendommen i 1965 og selv gik på pension i 1990.
Forleden kogte Lilly Jensen en så stor portion suppe, at der også var smagsprøver til andre i opgangen.
75 kroner om måned
I 1954 blev lejemålet beskrevet således i huslejekontrakten: 2½ værelses lejlighed med køkken, WC, viktualierum i kælderen, brændselsrum i gården, adgang til cykelskur i gården, til vaskehus og til tørreloft, der rengøres efter brug.
Den månedlige husleje var 75 kroner og andelen af lys til trappe, kælder og vaskehus var fire kroner om året. I lejligheden var der kakkelovn og gasovn (bygas).
Bad og nyt køkken
I 1998 blev lejlighederne renoveret. Lilly Jensens 60 kvadratmeter blev fornyet med bad og nyt køkken. Flere valgte at fjerne en væg, så stuen blev lidt større. Men ikke Lilly Jensen. Hendes lejlighed er nu indrettet med to små stuer.
Hun fortæller, at møblerne er de samme som parret købte i 50’erne. I årenes løb er der selvfølgelig kommet nyerhvervelser til, og de mange nipsting står tilsyneladende som de altid har gjort. Lilly Jensen synes at have en forkærlighed for blomster, mange af dem er af plastic.
Pertentlighed
Der skal være rent og pænt i lejligheden. Denne pertentlighed breder sig ud i opgangen, og mange har i årenes løb fået skideballer for at rode eller svine på trappen, ligesom yngre beboere er blevet bedt om at gå ud og skovle sne.
- Joh, Lilly vil gerne bestemme, forklarer Finn Jensen, der accepterer hendes vilje, for hun har jo trods alt boet der ”altid”.
Mens hendes mand ernærede sig som bager, supplerede Lilly Jensen familiens økonomi med arbejde uden for hjemmet.
Hun har blandt andet arbejdet hos Wæhrens vaskeri i Boensgade og på gigtplejehjemmet. Hun har også serveret til fester, arbejdet i Røde Kors’ butik i 25 år og været besøgsven i Røde Kors.
Børn blev det aldrig til.
- Til gengæld havde vi altid en samvittighedsfuld barnepige, kommenterer Finn Jensen.
Efter indkøb, madlavning, vask og rengøring tilbringer Lilly Jensen tiden foran tv’et.
- Jeg ser al sport i fjernsynet. I sin tid spillede jeg selv håndbold. Jeg stod på mål, fortæller Lilly Jensen.
På scooter til sommerhus
Når vejret bliver godt, rykker hun basen ud til sommerhuset i Bratten, som hun har haft i cirka 35 år. Turen til Bratten foregår oftest på scooteren. Både den og cyklen bliver tørret af, efter at have været ude og køre. Endnu et eksempel på Lillys pertentlighed.
- Da hun kørte af sted i stormvejr - med en plante mellem benene - var vi godt nok noget nervøse, smiler Finn Jensen.
Maling af sommerhuset, ude og inde, sørger hun også selv for. For hende er det vigtigt at holde det hele pænt.
- Når man når min alder er der ikke så mange af de gamle venner tilbage. Men heldigvis har jeg min søster og et par gode veninder, som jeg mødes med, fortæller Lilly.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.