Ræhr

Forlod psykiatrisk afdeling og dræbte kæreste

Politiet var på vej til Ræhr for at advare 29-årige kvinde - men de kom for sent

Foto Ole Iversen

Foto Ole Iversen

RÆHR:Politiet var på vej ud til huset på Irisvei i landsbyen Ræhr ved Hanstholm for at advare en 29-årig kvinde mod sin kæreste - men de kom for sent. Da politiet ankom til stedet, lå kvinden blødende ude foran huset.

Kvinden blev formentlig knivdræbt af sin 30-årige kæreste, der var indlagt på en psykiatrisk afdeling på Thisted Sygehus efter en voldsepisode mod den dræbte kvinde blot en uge tidligere. Det bekræfter politiinspektør Ole Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Kort forinden drabet i nat forlod den 30-årig dog den psykiatriske afdeling.

- Vi bliver kontaktet af sygehuset der fortæller, at han havde forladt afdelingen. Vi sender omgående en patrulje af sted, men kommer desværre for sent, siger Ole Henriksen.

Den 30-årige flygtede efter drabet fra stedet. Politiet efterlyste ham, men fandt ham tidligt lørdag morgen i en plantage, hvor han havde taget sit eget liv.

Dybt tragisk

Den 30-årige lod sig frivilligt indlægge på psykiatrisk afdeling 15. maj efter voldsepisoden forrige uge. Først mandag 18. maj blev politiet involveret, da den 29-årige kvinde anmeldte volden. Og herefter blev den 30-årige sigtet, fortæller Ole Henriksen.

Politiinspektøren betegner drabet som dybt tragisk, og forløbet op til den fatale nat skal nu undersøges nærmere.

- Det er klart, at vi kigger bagud for at se, om der er noget vi kan lære af denne sag. Umiddelbart er der dog ikke noget, hvor jeg tænker at den røde lampe burde have blinket. Det er dybt tragisk, siger han.

Den 29-årige dræbte og hendes 30-årige kæreste var begge fra Polen. De havde boet i Danmark i syv år, og havde et barn sammen, der ikke var til stede, da drabet skete.