Forløsende sejr til Thisted
I en chancefattig kamp hentede Thisted FC en tiltrængt 2-0 sejr over Brabrand IF
THISTED: Thisted FC i 2. division vest vandt søndag eftermiddag forårets blot anden sejr, da de blåstribede på eget græs i en chancefattig kamp slog gæsterne fra Brabrand IF med 2-0.
Brabrand lå inden weekendens spillerunde nummer tre i divisionen, hvilket var syv placeringer bedre end hjemmeholdet. Den forskel var dog ikke til at se på banen.
- Jeg synes, det var to jævnbyrdige hold, fortæller målscoren til 1-0 og TFC’s anfører Peter Bechmann, der uddyber:
- Man kunne godt se, vi havde meget at spille for endnu, og det havde de måske ikke, mener målscoreren, der for en gangs skyld var rykket op i angrebet.
- Det var da rart at prøve det igen, siger Bechmann, der headede bolden ind efter blot otte minutter.
TFC var i kontrol efter pausen, og da viceanføreren Daniel Kristensen sikkert eksekverede et straffespark efter 66 minutter til 2-0 ved at finte målmanden til den forkerte side, ja så kørte TFC sikkert kampen hjem. Straffesparket blev begået mod Sead Gavranovic, der blev væltet i feltet efter en dyb stikning, og faktisk burde TFC have fået et straffespark kort efter, da Martin Nielsen blev fældet og måtte udgå med en skade.