Retspleje

Formodet smugler-bagmand vil forklare

Smugleriet i Aalbæk rulles ud i Vestre Landsret

Arkivfoto: Michael Koch
Arkivfoto: Michael Koch Michael Koch

AALBÆK: De fire norske smuglere, som har anket deres byretsdom for deres rolle i smuglersagen på Aalbæk Havn i januar 2013, er mandag atter på anklagebænken, når sagen starter i Vestre Landsret i Viborg og behandles ugen ud.

Den formodede bagmand og tre norske medskyldige blev alle i byretten i marts idømt tre og et halvt års fængsel.

Den formodede bagmand har under hele sagen nægtet at udtale sig, men nu er han villig til at afgive sin forklaring, oplyser forsvareren Mette Grith Stage til NORDJYSKE.

Hun vil derfor også føre vidner til at underbygge hans forklaring om, at han ikke har haft del i smuglingen.

Samarbejde med norsk politi

Det var en søndag aften 6. januar sidste år, at Nordjyllands Politi sammen med Frømandskorpset og PET-agenter slog til mod de norske smuglere på havne i Aalbæk.

Det skete efter lang tids efterforskning i samarbejde med norsk politi. Det havde blandt andet en 49-årig nordmand og hans speedbåd under overvågning på Norges sydkyst og varskoede danskerne om, at båden var gjort klar til smuglersejlads.

Derfor var dansk politi klar på Aalbæk Havn og gik i aktion, mens Norge havde kystvagtskib klar til at hjælpe, da smuglingen skulle finde sted.

Skyderi mod politiet

Men den 49-årige nordmand forsøgte at tage flugten speedbåden sammen med to medgerningsmænd, som skulle læsse hashen i båden.

PET og Frømandskorpset ventede dog med en båd ved havnens udsejling og vædrede den norske speedbåd. Den 49-årige nordmand åbnede ild. Politiet skød igen og dræbte den 49-årige i selvforsvar. Desuden blev en PET-agent og en af de andre nordmænd såret.

På havnen fandt politi et kvart ton hash, og efterforskningen førte de efterfølgende måneder til anholdelse af også den formodede bagmand, endnu en nordmand samt en 46-årig nordmand, som dog blev frikendt i byretten i Hjørring.

Tilstod delvist

Skyderiet var ikke en del af anklageskriftet, men under sin procedure byretten lagde anklager Mette Bendix vægt på, at det var med til vise grovheden i smuglingen.

En af nordmændene erkendte i byretten at have været på havnen og, at der blev smuglet hash.

En anden tilstod i byretten smugling af 45 kilo, mens den sidste af de dømte har tilstået smugling af 80 kilo, men altså ikke den samlede mængde på 250 kilo hash.

Landsrettens dom ventes først afsagt i næste uge.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden