Vi står sammen side om side

Inden EM gik i gang, tillod jeg mig at drømme højt. Om en magisk sommer med et sommerklædt Danmark i fodboldekstase, der sparker de brølende 20’ere i gang.

Og hold nu fast på klaphatten, hvor fik vi da alle sammen en på opleveren. Landsholdet med landstræner Kasper Hjulmand i spidsen har rørt, inspireret og glædet millioner af danskere på tværs af generationer, køn og interesser. Dannebrog har vajet fra vinduer og på ryggen af store og små. Holdet har betaget os med deres sammenhold, følelser, evner og vilje. Vi står sammen side om side, har vi sunget i årtier. Den sætning fik en dybere betydning denne sommer.

For nogle år siden røg jeg en cigaret i skyggen af en palme på en jamaicansk strand med en rastafari. Der sad han med sine lange dreadlocks og sin tykke jamaicansk-engelske accent og spurgte ind til mit ophav. Han vidste da godt noget om Danmark. Han havde mange gode minder fra sommeren ’86, hvor det danske landshold bjergtog verden med personlighed, stil og evner.

- They were like dynamite!

8000 kilometer væk fra Danmark kan de også fortælle historier om 80’er landsholdet! Det har været skønt for yngre generationer at høre om heltene fra fortiden, men vi har også drømt om vores egne fortællinger med landsholdet. For mange af os har det dog virket urealistisk, at det nogensinde skulle ske. Landsholdet har i perioder været meget lidt knyttet til befolkningen. Det har aldrig i min tid som landsholdsfan været i nærheden af den status, det havde i 80’erne som en samlende og inspirerende folkelig kraft i det danske samfund.

Men det har ændret sig med, hvad der føles som et fingerknips. Nu er alle på fornavn med charmøren Joakim fra Østervrå, og tårerne har trillet i stuerne sammen med Simon Kjærs og Thomas Delaneys. Der er blevet festet på stadion, i gaderne og i de små hjem. Landsholdet gik lige i hjerterne på os, og sommeren '21 blev til den tiltrængte folkefest efter det sidste halvandet års prøvelse af landets tålmodighed og sammenhold.

Fodbold kan som ingen andet sport samle og inspirere. Mens fodboldfans med rette kan mene, at der er masser af dybde og kompleksitet i spillet, så er det også sådan, at de fleste forstår spillet. Udtrykket er simpelt, men også smukt. Som en Beatles-popsang. Du behøver ikke have dyb indsigt i musikteori for at høre, at ’In My Life’ er et mesterværk. Alle kan se, at Mæhle-Dolberg-målet var noget ganske særligt. Præcis derfor har fodbold det helt særlige potentiale, at det kan samle og inspirere.

Men det kommer ikke af sig selv. Landsholdet er kommet til slutrunden med klare værdier, en stålsat vilje om at stå ved de værdier og en klar tro på egne evner. Og så holdt de sammen, da det var allersværest.

Vi skal nyde minderne fra slutrunden for mindernes skyld. Det har værdi i sig selv. Men måske er der også noget at tage med sig videre. Tænk sig, hvordan de brølende 20’ere kunne se ud, hvis vi gik til den, som Mæhle, Kjær og alle de andre landsholdshelte?