Skolelukninger

Fortsat V-opbakning til skolestruktur

På trods af fire Venstre-byrødder vil foreslå et års betænkningstid, ser det ud til, at resten af byrådsgruppen bakker op om den nye skolestruktur

Venstres byrådsmedlemmer Lars Møller og Mogens Brag (begge i midten) sidder ikke skulder mod skulder i beslutningen om skolestrukturen i Frederikshavn Kommune. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Venstres byrådsmedlemmer Lars Møller og Mogens Brag (begge i midten) sidder ikke skulder mod skulder i beslutningen om skolestrukturen i Frederikshavn Kommune. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 11:20

FREDERIKSHAVN: - Det er ikke en overraskelse. Der var nogle, som var skeptiske fra starten af, og vi vidste godt, at det ikke var alle, som vil bakke fuldt op om strukturen. Det har vi før sagt i forligsgruppen.

Det fortæller V-gruppeformand Lars Møller dagen efter, at fire af hans partifæller stod frem med planer om at foreslå et års tænkepause. De er nemlig utilfredse med beslutningsprocessen omkring den nye skolestruktur.

I en forligsgruppe med Socialdemokraterne og SF har Venstres repræsentanter Lars Møller, Pia Karlsen og Anders Broholm arbejdet på strukturændringerne på børneområdet. Ændringerne tages op til førstebehandling på aftenens byrådsmøde. Det indebærer blandt andet et par skolelukninger.

- Opbakningen til forliget er der. Jeg formoder, at resten af Venstres byrådsgruppe støtter beslutningen, siger han.

B&U-medlemmer står fast

Et af de kritikpunkterne fra Venstre-byrødderne Mogens Brag, Jens Ole Jensen, Frode Thule Jensen og Mette Hardams var for lidt åbenhed og tilgængelighed omkring tallene i beslutningsprocessen. Men det kan Venstres næstformand i børne- og ungdomsudvalget ikke nikke genkendende til.

- Jeg føler ikke, at jeg på noget tidspunkt har truffet min beslutning på et uoplyst grundlag. Jeg har indgået en aftale, som jeg står fast ved, siger Pia Karlsen.

Pia Karlsens partifælle i børne- og ungdomsudvalget, Kristina Lilly Frandsen, bekræfter, at hun også bakker op om ændringerne i skolestrukturen.

- Jeg stemmer stadig for. Jeg har allerede sagt ja til aftalen, og i min verden er det bindende, siger hun.

Venstres tredje medlem i udvalget er Mette Hardam. Hun stemte imod forslaget til den overordnede struktur på børneområdet, da den blev drøftet i børne- og ungdomsudvalget.

Har kæmpet mod lukninger

Både Lars Møller og Pia Karlsen føler, at Venstre har fået resultater ud af forliget bag den nye skolestruktur.

- Vi er ikke gået ind i det her for at lukke nogen skoler, men vi gik i det for at bevare nogle skoler i landdistrikterne, siger Lars Møller.

Gennem beslutningsprocessen blev det droppet af lukke Aalbæk Skole samt de mindste klasser på Gærum Skole og Stensnæsskolen i Voerså.

- Vi må lukke to skoler (Jerup og Elling, red.), men vi har også reddet skoler fra lukning. Det betragter jeg som vores fortjeneste, siger Pia Karlsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden