Fra Assens til Argentina
Nyt vikleanlæg til fabrik ved Buenos Aires kan give flere job hos Reo-Pack
Efter nogle års stagnation i den sydamerikanske petrokemiske industri begynder der nu igen at ske noget, og det har Reo-Pack A/S i Assens ved Mariager mærket på den måde, at man netop har leveret endnu et vikleanlæg til PBB Polisur i Bahía Blanca syd for Buenos Aires i Argentina. Det er en udvikling, der udmærket kan medføre flere ansættelser i tiden fremover i Assens, vurderer fabrikant Thorvald Christensen fra Reo-Pack. Firmaet leverede tre anlæg i de første år efter årtusindskiftet, og nu er der altså blevet brug for et fjerde, ligesom Thorvald Christensen venter, at der snart indløber ordre på et femte. PBB Polisur, der ejes af den verdensomspændende amerikanske koncern Dow Chemicals, producerer plastgranulat til produktion af plastposer og strækfilm. De vikleanlæg, som den nordjyske virksomhed leverer til Argentina, bruges til at pakke plastgranulatet ind i en vandtæt indpakning inden den videre forsendelse rundt i Sydamerika. Vikleanlæggene, der inklusive fragt og montering står i knap én million kroner stykket, har givet argentinerne en mere effektiv og energibesparende løsning end den krympetunnel, de tidligere benyttede til indpakning af granulatet. Netop den energivenlige side giver Thorvald Christensen forhåbninger om flere ordrer fra PBB Polisurs ejer, Dow Chemicals: - Det er klart, at en virksomhed ejet af en mastodont som Dow Chemicals har stor fokus på grønne investeringer. Instruktion på tegnsprog Dow Chemicals er til stede i flere end 175 lande og har på verdensplan 46.000 ansatte. Det er en af verdens største koncerner i den kemiske industri, og Thorvald Christensen er bevidst om, at den nyligt afleverede løsning kan føre til mere. - Vi har leveret endnu et driftssikkert anlæg til Argentina, det fjerde anlæg til samme fabrik, og det er absolut en god reference til flere virksomheder i Dow Chemicals regi, vurderer Thorvald Christensen, der også selv var involveret i installationen i Bahía Blanca: - Udfordringen i denne omgang har været oplæringen af de lokale medarbejdere. Jeg var selv med derude, og jeg taler ikke spansk, men i Bahía Blanca taler de næsten ikke andet. Da oversætteren var syg, kom oplæringen til at foregå via tegnsprog og fagter, men det lykkedes. En detalje som sprog skal ikke komme imellem os, fastslår Thorvald Christensen med et smil. Reo-Pack beskæftiger cirka 50 medarbejdere, de fleste i Assens og resten på salgskontorer i Tyskland, England og Norge. Produktionen afsættes over det meste af kloden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.