Fragtmand tog tyv på fersk gerning

20-årig prøveløsladt mand anholdt under indbrudsforsøg i Vestbjerg

Arkivfoto <i>PHOTOPQR/REPUBLIQUE DU CENTRE</i>

Arkivfoto PHOTOPQR/REPUBLIQUE DU CENTRE

VESTBJERG:En 20-årig prøveløsladt ungersvend fra lokalområdet blev i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg onsdag morgen varetægtsfængslet i fire uger for indbrud og forsøg på indbrud.

Det oplyser politikommissær Ole Jensen, Nordjyllands Politi.

- Han blev overrasket under et forsøg på indbrud på Rosenskrænten i Vodskov tirsdag morgen. Det var en fragtmand, der opdagede den 20-årige, og fragtmanden forsøgte faktisk at stoppe manden ved at blokere den indkørsel, hvor den 20-årige holdt med sin uindregistrerede bil, fortæller Ole Jensen.

Den 20-årige fik sig dog i sin bil kantet ud, da han var blevet opdaget, men efter fragtmandens anmeldelse og beskrivelse af manden kunne politiet finde frem til den 20-årige, der var i gang med et nyt indbrud på Tagskægget i Vestbjerg.

- Her blev han klokken 8.40 taget iført handsker og med udstyr til indbrud, så der var ingen tvivl om hans hensigter, fortæller Ole Jensen.

Politikommissæren regner med, at efterforskningen af sagen kan være hurtigt færdig, så den 20-årige kan få sin dom, når varetægtsfængslingen udløber om de fire uger.

Anklager Christina Barnow, Nordjyllands Politi, oplyser, at den 20-årige havde en reststraf på 49 dage tilbage fra en tidligere dom for lignende kriminalitet med en prøvetid frem til 25. februar 2016.

Den nye kriminalitet under prøveløsladelsen er årsag til varetægtsfængslingen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden