Frederikshavn Bluesfestival har fået en søster i Næstved
Bluesbooker Peter Astrup arrangerer dobbelt bluesfestival til november
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Bluesfestival, kaldet Blues Heaven, får i år en søster-festival, Blues Paradise.
Blues Paradise finder sted i Arena Næstved og afvikles ligesom Blues Heaven i Arena Nord i den første weekend i november.
De to festivaler præsenterer samme musikprogram, og fidusen er, at musikerne bytter plads de to dage.
Bluesarrangør Peter Astrup har 11 bluesnavne på plakaten, og lover, at det bliver bluesmusik fra øverste hylde, en perlerække af primært amerikanske stjerneartister, der indtager arenaerne i Frederikshavn og Næstved.
Tre hovednavne
Peter Astrup har offentliggjort de første tre navne: Robert Cray, Walter Trout og Popa Chubby.
65-årige Robert Cray har vundet fem Grammy Awards og er optaget i Blues Hall Of Fame. Foruden de to festivalkoncerter spiller han også på Tobakken i Esbjerg torsdag den 1. november.
Walter Trout har flere gange spillet på bluesfestivalen i Frederikshavn og er efter et hårdt sygdomsforløb og en levertransplantation tilbage med fuld styrke.
Med sin har han en ny cd, "We Are All In It Together", hvor Joe Bonamassa og John Mayall medvirker.
Popa Chubby, der for nylig spillede på Skråen i Aalborg og på Freddy’s Bar i Frederikshavn, har ikke mindre end 27 albums på samvittigheden, og er i mere end én forstand en af de største bluesmusikere og et kraftværk af en guitarist.
Yderligere otte navne offentliggøres senere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.