Sjældent dyr kiggede forbi på kort visit
Sjælden brun sule observeret ved Grenen Fuglestation i Skagen
Opdateret kl. 19:47
Er du vild med fugle og ikke mindst sjældne fugle på dansk område, så skal turen nok gå til Skagen snarest.
Her er der nemlig både mandag og igen i dag torsdag observeret en yngre brun sule. Det skriver ornitolog Rolf Christensen fra Grenen Fuglestation i Skagen.
Og det er faktisk kun tredje gang, arten er set i Danmark.
- Grenen er Danmarks bedste sted for den ret almindelige sule, og det var derfor slet ikke uventet, at brun sule kunne dukke samme sted, forklarer Rolf Christensen.
I 2020 sås den første brune sule i Danmark ud for Dueodde på Bornholm, og i 2023 dukkede nr. 2 op på Rømødæmningen, hvor den døde efter nogle timer, fortæller ornitologen.
- Vi er kun ca. 40 birdere, der har set nummer tre brun sule i Danmark mandag og torsdag ved Grenen. Det er en stor oplevelse at se en brun sule i Danmark, når man ser på fugle hver dag, lyder det fra Rolf Christensen.
Brun sule er en havfugl, der er 70 centimeter lang og har et vingefang på 1,4 meter. Den er således noget mindre end den almindelige sule.
Arten yngler omkring ækvator hele jorden rundt, og det er nok mere sandsynligt, at fuglen ved Grenen er kommet fra Caribien end fra de få ynglepladser ud for Vestafrika.
Dermed kan den være fløjet 8.000 km. for at nå Grenen, og det er noget af en præstation.
Rolf Christensen forventer, at fuglekiggere de kommende dage vil søge mod Grenen i Skagen, hvis den brune sule bliver set igen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.