Kriminalitet

Advarer elbilister mod snedigt svindelnummer

Aalborg-professor giver gode råd til at undgå at blive snydt

Clever ladestandere i Aalborg.
Clever ladestandere i Aalborg. Arkivfoto: Henrik Bo

Hvis du kører elbil og skal lade din bil ude i byen, så gælder det om at se sig godt for for tiden. For nogle snedige svindlere har fundet en ny måde at fuppe folk: Falske QR-koder.

Det skriver Clever i et opslag på selskabets Facebookside.

Tricket er sådan set lige så enkelt, som det er udspekuleret. Der er blevet sat et klistermærke med en QR-kode og teksten "Scan and pay" på Clevers ladestandere, hvor løftet så er, at man kan betale for sin opladning på stedet - man skal bare lige indtaste oplysningerne fra sit betalingskort.

Men hjemmesiderne er - eller måske rettere var - falske og havde intet med Clever at gøre. De eneste, der fik noget ud af det, var svindlerne, der kunne redde sig nogle oplysninger om gyldige betalingskort og så enten selv misbruge dem eller sælge dem videre.

Clever skriver selv, at svindlen er set på ladestandere i København, men i kommentarsporet til opslaget på Facebook er der flere brugere, der skriver, at QR-koderne også er set andre steder i landet, blandt andet i Haverslev.

Clever angiver de tre muligheder, der er, hvis man vil lade på en ladestander fra Clever, som er dels en ladebrik, dels Clevers egen app, dels selv gå ind på webadressen charge.clever.dk via en browser på telefonen.

- Clever har og kommer aldrig til at anvende QR-koder til betaling, da risikoen for scam tydeligvis er for høj. Så hvis man ser en QR-kode på en Clever-ladestander, så skal man ikke scanne den, skriver selskabet i Facebookopslaget.

Professor i cybersikkerhed Jens Myrup Pedersen ved Aalborg Universitet siger til TV2 Kosmopol, at det er et veludført svindelnummer, men giver også et par råd til, hvordan du undgår at dumme dig med kortoplysningerne:

Hold øje med adressen, du bliver ledt hen til.

Vurder, om det ser ud, som om QR-koden er blevet klistret på.

Men vil du være helt sikker, mener Jens Myrup Pedersen, at du aldrig bør indtaste følsomme oplysninger via QR-koder - de er for lette at svindle med.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden