Anmeldelser vælter ind: Bølge af tyverier i lille fiskerby
- Husk nu at låse jeres biler, opfordrer vagtchef
STRANDBY: Det hedder sig, at jo længere ud på landet, man kommer, jo sjældnere er det at møde en låst dør.
Måske er det det, som i aften- og nattetimerne, før fredag for alvor blev til lørdag, lokkede langfingrede tyve til at snuse rundt i den lille fiskerby Strandby nord for Frederikshavn.
Lørdag formiddag væltede det i hvert fald ind med anmeldelser til Nordjyllands Politi fra folk, der i timerne fra fredag aften til lørdag morgen havde fået stjålet værdigenstande som fx. solbriller og tegnebøger fra biler parkeret i carporte, indkørsler og på villaveje rundt om i byen.
- Vi har modtaget 15 anmeldelser, og kendetegnende for dem alle er, at ingen af bilerne var aflåst, oplyser vagtchef Bruno Brix.
Politiet hører gerne fra folk i byen, der har bemærket noget, der kan føre til en opklaring. Det kan ske ved at ringe til politiet på 114.
- Men ellers er det altid en god idé at låse sin bil - også selv om den står i egen indkørsel, opfordrer Bruno Brix.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.