Ansatte på Novo Nordisk i Hjørring får slankemiddel betalt - nu skal virksomheden forklare
Penkanyler til at stikke sig med slankepræparatet Wegovy fremstilles på fabrikken i Hjørring, og firmaet refunderer alle ansattes udgifter til egne medicinmærker
Opdateret kl. 18:44
Alle ansatte hos Novo Nordisk og deres ægtefæller kan indlevere regningen for medicin, som koncernen fremstiller, og så få pengene refunderet.
Frynsegodet gælder også de ansatte på fabrikken i Hjørring. Her producerer de pen-kanyler mod diabetes og svær overvægt, som pakkes sammen med medicinen - herunder det efterspurgte slankepræparat Wegovy.
Wegovy kan koste op mod 30.000 kroner om året, og den udgift skal de ansatte først lægge ud for og efterfølgende få refunderet.
Udgiften refunderes via lønsedlen, og de ansatte skal betale skat af godet. Men medicinen skal hentes på apoteket, ikke på arbejdspladsen.
- Vi har ikke en særlig forsyning, hvorfra vi distribuerer medicin til medarbejderne. Medarbejdere skal naturligvis mødes med den praktiserende læge, diagnosticeres og få en recept, som enhver anden dansk statsborger.
Sådan skriver Novo Nordisk i en kommentar, efter det er kommet frem, at man yder refusion til egen medicin.
- Hvis en medarbejder bliver diagnosticeret med diabetes, hæmofili eller en anden sygdom, som vi udvikler medicin mod, så yder Novo Nordisk refusion, mens medarbejderen beskattes af ydelsen i Danmark, skriver Novo Nordisk.
DR skriver, at det i følge Lægemiddelloven som udgangspunkt ikke er lovligt at udlevere medicin gratis til offentligheden. Derfor har Lægemiddelstyrelsen nu bedt ledelsen i Novo Nordisk om en forklaring.
Der er omkring 500 ansatte på fabrikken i Hjørring, som har været gennem en voldsom vækst.
I august i år fik Novo Nordisk i Hjørring således tildelt Erhverv Hjørrings "Initiativprisen".
I den forbindelse glædede den lokale direktør Morten Keller Caspersen sig over opmærksomheden og anerkendelsen fra erhvervslivet, fordi det gjorde det lettere for Novo Nordisk at rekruttere medarbejdere.