Ildebrand

Brand på landejendom: Det ser mistænkeligt ud

For kort tid siden blev naboejendom ramt af tre brande på få dage

Branden ødelagde en del af længen her. Foto: Kurt Bering
Branden ødelagde en del af længen her. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:10

DYBVAD: En landejendom på Fuglsangvej nordvest for Dybvad blev sent søndag aften ramt af en brand, som ødelagde en del af en længe.

Branden opstod kun få hundrede meter fra en anden landejendom, som for nylig blev ramt tre gange af brand på kun få dage. Politiets teknikere skal derfor undersøge, om den seneste brand kan være påsat.

– Vi har haft andre brande på Fuglsangvej den seneste tid. Det ser lidt mistænkeligt ud, siger indsatsleder Bo Isaksen fra Nordjyllands Beredskab.

Den nye brand på Fuglsangvej blev opdaget søndag aften omkring kl. 23.45 af forbipasserende. De fik alarmeret beboerne i stuehuset.

Ilden var opstået i en længe, en vinkelbygning, med både maskinhus og en staldbygning uden dyr.

Brandfolk i aktion natten til mandag. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

Maskinhuset udbrændte, men det lykkedes brandfolk at redde den anden del af bygningen, selv om der så småt var gået ild i halm i den gamle staldbygning.

Det lykkedes også brandfolkene at forhindre at ilden bredte sig til stuehuset ved siden af.

Nordjyllands Politi skal undersøge stedet i forsøg på at finde en brandårsag.

Selv om ilden opstod i en gård tæt på en anden landejendom, som før jul blev ramt af tre brande på få dage, er der ikke nødvendigvis en sammenhæng.

– Det kan vi ikke sige, at der er, men det skal selvfølgelig undersøges, bemærker vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

LÆS OGSÅ: Tredje brand på samme gård

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden