Byrådsgruppe skrumper: Farvel til Venstre - hvor ligger hunden begravet?
Siger farvel til partiet efter mere end 25 års medlemskab
Opdateret kl. 11:10
Partiet har i forvejen rollen som lillebror i Frederikshavn Byråd, hvor Socialdemoraterne har den store dirigentstok - men nu bliver forskellen endnu større: Byrådsmedlem Peter Sørensen træder ud af Venstres byrådsgruppe, hvor han også er gruppeformand, og bliver i stedet løsgænger trods mere end 25 års medlemskab af partiet.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Dermed skrumper Venstres byrådsgruppe fra seks til fem medlemmer.
Men hvor ligger hunden begravet?
Mediet lister flere sager op, hvor der ikke har været fælles fodslag:
* Byrådsmedlem Jens Borup (V) gik solo forleden, da byrådet skulle give en ny bankgaranti til Frederikshavn Havn.
* Peter Sørensen syntes selv, at det gik lige vel hurtigt, da Henning Kjeldsen fik lov til at bygge Maskinrummet i Skagen - og savnede blandt andet en vurdering af projektets trafikale konsekvenser.
* Endelig har den tidligere V-gruppeformand Mette Hardam udtalt sig kritisk i Nordjyske i forhold til beslutningen om at klappe hesten, når det gælder Henning Kjeldsens udvidelse af Hotel Plesner. Her stemte Peter Sørensen sammen med resten af teknik- og miljøudvalget ellers for at udsætte projektet, da der først skal laves en midtbyplan.
Til Nordjyske siger Peter Sørensen tirsdag, at han ikke vil kaste med mudder - men han står dog gerne ved, at partifællens offentlige udmelding om Hotel Plesner var hård kost:
- Ja, det kom bag på mig, siger han.
Peter Sørensen siger, at han som gruppeformand har forsøgt at skabe åbenhed, så de forskellige gruppemedlemmer var orienteret om, hvad de andre sad og rodede med. Men den åbenhed har tilsyneladende haft en utilsigtet effekt: Mangel på fælles fodslaw.
- Det er ikke så godt, når en gruppe har flere gruppeledere. Der er visse ting, hvor man må stå sammen udadtil - også selv om man internt har været uenige, lyder det.
Mette Hardam ser intet odiøst i, at man kan lufte forskellige meninger i samme parti:
- Det her er ikke Socialdemokratiet - vi behøver ikke at gå i takt, lyder det.
Hun vil dog gerne forklare udmeldingen om, at det kniber lidt med tålmodigheden, når det gælder hotel-projektet i Skagen.
- Det tog 15 måneder at lave en midtbyplan i Frederikshavn. Hvis det også tager 15 måneder i Sæby, så ender det med, at den i Skagen først er færdig i begyndelsen af 2026. Det er ikke rimeligt, at folk skal vente så længe, siger Mette Hardam.
Hun har ikke gjort sin stilling op, når det gælder besættelsen af den nu ledige post som gruppeformand - men hun fastholder beslutningen om, at hun ikke skal være borgmesterkandidat igen.
Melder sig måske ind igen
Peter Søren bekendtgør i øvrigt, at han ikke har planer om at melde sig ind i et andet parti - tværtimod.
- Det er sådan i Venstre, at man automatisk bliver udmeldt, hvis man forlader gruppen. Næste gang der er kommunalvalg, så er jeg 73 år - og jeg stiller ikke op igen. Men så kan det da godt være, at jeg melder mig ind i Venstre igen som menigt medlem, siger han.
Socialdemokratiet sidder på 18 ud af 29 pladser i Frederikshavn Byråd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.