Politik

Erik vender borgmester ryggen: - Jeg har været i bad standing i mange år

Han fortsætter som løsgænger i byrådet

Erik Kyed Trolle forlader Socialdemokratiet.
Erik Kyed Trolle forlader Socialdemokratiet. Arkivfoto

Opdateret kl. 13:47

Opdateret med uddybning fra Erik Kyed Trolle og reaktion fra den socialdemokratiske byrådsgruppe.

Byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune, Erik Kyed Trolle, har med øjeblikkelig virkning meldt sig ud af Socialdemokratiet.

Det oplyser han i en mail til Nordjyske: 

- Jeg skal meddele, at jeg med øjeblikkelig virkning har udmeldt mig af socialdemokratiet og dermed af den socialdemokratiske gruppe i byrådet. Min beslutning er begrundet i, at jeg ikke længere føler samarbejdet i byrådsgruppen lever op til den forventning, jeg måtte have til et godt politisk miljø. Jeg har meddelt, at jeg fortsætter byrådsarbejdet som løsgænger, skriver Erik Kyed Trolle.

Erik Kyed Trolle har været med i byrådet i 14 år, og han fortæller, at han har været medlem af partiet i næsten 20 år.

Går mange år tilbage

Tirsdag formiddag er det lykkedes Nordjyske at få en uddybende kommentar:

- Jeg har valgt, at jeg ikke hænger vasketøj ud. Jeg skal også kunne være der bagefter. Jeg har ikke flere kommentarer til det udover, at jeg synes, det ikke kører godt. Det er der ligesom ikke helt noget nyt i, siger Erik Kyed Trolle til Nordjyske.

Han fortæller, at det går mange år tilbage.

- Det kører nok helt tilbage til 2010 i musikstøjsagen. Det skal ingen hemmelighed være. Jeg har været i bad standing i mange år, og det har jeg ligesom lært at leve med, konstaterer han.

Erik Kyed Trolle har tidligere på året markeret sig i forhold til balladen om støj i Skagen.

Borgere i byen har gennem flere år været utilfredse med lydniveauet, når der spilles musik i nattelivet om sommeren.

Tidligere har Erik Kyed Trolle i Nordjyske også givet udtryk for, at han ikke mener, at naboerne er blevet hørt nok, når det gælder nabohøring omkring støjen i Skagen.

Nordjyske har spurgt Frederikshavns borgmester Birgit Hansen (S), om hun føler et ansvar for, at et medlem nu forlader partiet og gruppen - og ville også  have spurgt til udtrykket bad standing.

Men borgmesteren henviser til sin gruppeformand, Karsten Thomsen, der tirsdag formiddag har sendt en skriftlig reaktion til Nordjyske, hvor der blandt andet står følgende:

"Erik forsætter med at være i byrådet som løsgænger og forsætter med at være i arbejdsmarkedsudvalget, plan- og miljøudvalget, formand for Frederikshavn Forsyning A/S og medlem af Skagen Havns bestyrelse, hvor den socialdemokratiske byrådsgruppe pegede på Erik Trolle kort før jul til denne post (...) Der er mange forskellige synspunkter og meninger om tingene, men vi beslutter altid ud fra en demokratisk proces. Hvis der er uenighed i gruppen, tilbyder vi altid et dialogmøde i et forsøg på at få løst problemet, men Erik Trolle havde besluttet sig. Vi tager Erik Trolles beslutning til efterretning, og vi regner med, at vi får et godt samarbejde med Erik Trolle som byrådskollega i fremtiden."

Nordjyske har efterfølgende talt med Karsten Thomsen, så han kan forholde sig til, at en politisk kollega har følt, at vedkommende har været i bad standing, men gruppeformanden har ikke yderligere at tilføje.

Med Erik Kyed Trolles exit har den socialdemokratiske byrådsgruppe nu 17 medlemmer ud af i alt 29 byrådsmedlemmer i Frederikshavn.

Ikke den store forskel

Erik Kyed Trolle er medlem af kommunens arbejdsmarkedsudvalg og plan- og miljøudvalget, og han er også formand for Forsyningen i Frederikshavn og har for nylig fået sæde i bestyrelsen for Skagen Havn.

Han ved endnu ikke, om hans nye status som løsgænger får betydning for hans poster.

- Jeg har ikke sat mig ind i, hvad lovgivningen siger i forhold til at beholde udvalgsposterne. Men jeg går ikke selv fra Forsyningen. Jeg bliver på min post, siger Erik Kyed Trolle.

På spørgsmålet om, hvordan han tror det bliver at være løsgænger i byrådet, svarer han:

- Samarbejdet har ikke været godt i mange år, så det forandrer ikke så meget. Mit personlige forhold i byrådet bliver nok ikke så forandret andet end at jeg skal skifte plads, vurderer Erik Kyed Trolle.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden