Krimi

Fund på skole: - Det er ret alvorligt

Kan give skader for livet - beredskabet rykkede ud til skole torsdag formiddag

Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Opdateret 04. februar 2025 kl. 21:33

En potentiel farlig situation var under opsejling på en nordjysk folkeskole torsdag formiddag.

En såkaldt syrebombe blev fundet i et cykelskur på Sæbygaardskolen i Sæby.

Det fortæller Bo Isaksen, indsatsleder hos Nordjyllands beredskab.

- Der var blandet nogle stoffer sammen i en to liters plasticflaske med låg. Det er stoffer, som man kan købe lovligt - men når de blandes på en bestemt måde, så opstår der tryk i flasken med syre, fortæller han.

Indsatslederen vil betegne det som både grove og alvorlige drengestreger, da syrebomben kan give skader for livet.

- Det er ret alvorligt, lyder det.

- Hvis den sprænger, når du står ved siden af - og du får det i øjnene - så kan du blive blind eller få syreskader på hånden. Skaderne på hånden vil man også kunne få, selv om syrebomben er sprunget tidligere - bare det, at du kommer og tager fat i dit cykelstyr med bare hænder kan være nok, hvis der er væske på det, forklarer Bo Isaksen.

Beredskabet gik nænsomt til værks, og de personer, som nærmede sig flasken var iklædt beskyttelses-udstyr.

- Ved at lindre på proppen ligeså stille, blev trykket langsomt fjernet - og bagefter blev indholdet bortskaffet på forsvarlig vis, siger indsatslederen.

Efterfølgende tog beredskabet en alvorlig snak med skolens ledelse, der ifølge indsatslederen ville tale videre med børnene om hændelsen for at sikre, at der ikke fremover kommer flere af den slags episoder.

I hvert fald ikke med elevernes medvirken.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden