Flydende gigant rev sig løs i Frederikshavn - færge blev fem timer forsinket
Løsrivningen betød, at færgetrafikken i havnen blev lammet. Færgen Stena Danica, der skulle have lagt til i Frederikshavn kl. 21.45, kom først til kaj klokken 02.45 natten til lørdag.
Opdateret 21. oktober 2023 kl. 07:31
Opdateret kl. 6.20 med nyt om færgepassagererne på Stena Danica.
Et 332 meter langt skib rev sig løs i Frederikshavn Havn under fredagens stormvejr.
Det skete kl. 19.02 og drejer sig om skibet Zafiro Producer, der ligger til ophugning i havnen.
Nordjyllands Beredskab har været tilstede på havnen, men nu er det havnefolkene selv, som forsøger at få styr på situationen.
- Lige nu arbejder tre slæbebåde på at genetablere trosserne på Zafiro Producer, og yderligere 2-3 større slæbebåde er på vej til Frederikshavn fra andre havne, sagde havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen i en pressemeddelelse fredag aften.
Skibet ligger nu kilet fast mellem boreriggen Noble Resilient og Orskov Yards dok 5.
- Vi samarbejder pt. med Beredskabet, Orskov Yard, M.A.R.S. Europe, Svitzer, Flådestationen og Stena Line på at sikre Zafiro Producer på den nuværende position - selvfølgelig med henblik på at få hende tilbage til hendes kajplads, siger Mikkel Seedorff Sørensen.
Der er ikke sket nogen personskade i forbindelse med episoden, men kun materiel skade.
God stemning trods lang ventetid
Løsrivningen betød, at færgetrafikken i havnen var lammet fredag aften.
Stena Danica, som var på vej fra Göteborg og skulle have lagt til i Frederikshavn kl. 21.45, lå stille ud for havnen i Frederikshavn i fem timer og ventede på fri passage, før passagererne endelig kunne køre fra borde klokken 02.45 natten til lørdag.
En af nordjyskes journalister var tilfældigvis ombord på færgen Stena Danica.
Han fortæller, at kaptajnen på skibet oplyste, at et skib havde revet sig løs i havnen.Over højtaleranlægget fik han og de andre passagerer at vide, at der kunne gå adskillige timer, før Stena Danica kunne komme i havn.
Heldigvis meldtes der om god stemning ombord på færgen, og alle passagerer blev tilbudt gratis suppe, sodavand og kaffe.
- Vi har i samråd med kaptajnerne på Stena Lines færger og lodserne på Frederikshavn Havn besluttet at lukke ned for trafik ind og ud af havnen, indtil lodserne vurderer, at situationen med Zafiro Producer er sikret. Dette sker naturligvis af hensyn til færgepassagerernes sikkerhed, lød det fra havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen fredag aften.
Det løsrevne skib Zafiro Producer blev slæbt til havnen i Frederikshavn i starten af juni måned. Skibet skal ophugges og genanvendes hos den lokalt baserede virksomhed M.A.R.S Europe A/S.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.