Sundhedsordfører vil have nyt vaccinested i Nordjylland

Det er vigtigste er, at få så mange som muligt vaccineret så vi kan få bugt med coronaen, mener Per Larsen (K) og vil presse på, for at få vaccinested i Skagen. Borgmesteren vil prioritere de ældre og sårbare

Arkivfoto: Henrik Louis <i>Foto:Henrik Simonsen</i>

Arkivfoto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

SKAGEN:Region Nordjylland skyder sig selv i foden, og gør ikke nok for at få så mange som muligt vaccineret mod Covid-19.

Det mener Per Larsen (K), der er sundhedsordfører for sit parti i Folketinget, medlem af regionsrådet i Nordjylland og med ambition om at blive formand for regionsrådet ved valget til november.

Regionen har nemlig valgt ikke at oprette et vaccinationssted i Skagen, hvor der ifølge Danmarks Statistik bor 6741 personer over 16 år, der dermed opfylder alderskravet for at blive prikket.

- Grundlæggende handler det om, at få så mange som muligt vaccineret. Derfor skal der så få benspænd som muligt, for de som kan og ønsker at blive vaccineret. Vi har set på test-centre, at meget færre bliver testet, jo længere de skal køre. Her taler vi om knap 7000 mennesker, og jeg frygter, at der er en del, der ikke bliver vaccineret, hvis vi ikke gør det let tilgængeligt, siger Per Larsen, der minder om, at man ikke behøver have et permanent vaccine-sted i Skagen.

- Det kan være et sted, der har åbent en eller to eftermiddage om ugen. Det vil gøre det lettere for en gruppe borgere, der kan have vanskeligt ved at pendle til Frederikshavn, siger han.

Per Larsen vil have administrationen i Region Nordjylland til at genoverveje sin beslutning om, at det i Frederikshavn Kommune kun skal være muligt at få en covid-19-vaccine i Frederikshavn. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen <i>Kim Dahl Hansen</i>

Per Larsen vil have administrationen i Region Nordjylland til at genoverveje sin beslutning om, at det i Frederikshavn Kommune kun skal være muligt at få en covid-19-vaccine i Frederikshavn. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Kim Dahl Hansen

Kan spare ressourcer

En del skagboer er kede af, at de skal tage turen til kommunens eneste vaccinationssted, der er Arena Nord i Frederikshavn, hvis de skal vaccineres mod Covid-19.

Der er godt 40 kilometer fra Skagen og til Arena Nord i Frederikshavn. Med en køretur til og fra Frederikshavn to gange, bliver det en tur på 160 kilometer. Sammenlagt vil de 6741 skagboere - hvor af en del allerede er vaccineret - tilsamme køre over én million kilometer, for at blive prikket i Frederikshavn.

- Så det vil også spare tid og ressourcer for en masse mennesker, hvis man sender et vaccinationshold fra Frederikshavn til Skagen, og ikke omvendt, siger Per Larsen.

I Frederikshavn Kommune vil borgmester Birgit S. Hansen (S) også gerne have, at der er mulighed for at blive vaccineret i Skagen.

- Men vi skal se på, hvad der er muligt i forhold til praktik, logistik og økonomi. Det vigtigste for mig er, at de ældre og sårbare kan blive vaccineret i deres nærområde - og det kan de i Skagen, ved at henvende sig til den praktiserende læge. De der selv kan, må vi forvente yder lidt og tager turen til Frederikshavn, Birgit S. Hansen.

- Man kan passe det samme med andre praktiske gøremål eller gøre en tur ud af det, så man har mere end et formål med turen til Frederikshavn, siger hun.

- Jeg ville gerne have lige så mange vaccinationssteder som test-steder, men det kan ikke lade sig gøre. Og i forhold til, at man i begyndelse havde planer om at have tre vaccinationssteder i Nordjylland - nemlig Hobro, Aalborg og Hjørring, så synes jeg, at det er godt, at vi har fået ét sted i hver kommune, siger borgmesteren.

Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), så gerne et vaccinested i Skagen, men prioriterer at de ældre og sårbare kan blive vaccineret i nærområdet. Arkivfoto: Torben Hansen

Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), så gerne et vaccinested i Skagen, men prioriterer at de ældre og sårbare kan blive vaccineret i nærområdet. Arkivfoto: Torben Hansen

Mens Region Nordjylland har oprettet vaccinationscentre i Frederikshavn, Hjørring, Thisted, Aalborg, Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner, har regionen i Morsø, Jammerbugt, Brønderslev, Rebild og Læsø oprettet vaccinationssteder, der kan variere, så vaccinen kan fås i forskellige byer.

Jan Nybo, der er test- og vaccinationschef i Region Nordjylland, forklarer, at man har forsøgt, at tage hensyn til så mange borgere som muligt, da man valgte, hvor det skulle være muligt at blive vaccineret.

- Der er andre steder i regionen, hvor der er lige så langt til et vaccinationssted, som der er for skagboerne. Vi har vurderet, at Arena Nord er en passende afstand for dem i Skagen, vel vidende, at det indebærer et par køreture. Også er der en god kapacitet på stedet i Frederikshavn, så vi kan vaccinere alle fra kommunen, siger han

- Jeg vil gerne kunne placere et vaccinested i hver by, men det handler om, at der skal være volumen, så mange kan blive vaccineret på kort tid, og man undgår spild af vacciner. Derfor har vi vurderet, at det var mest hensigtsmæssigt at samle vaccineringerne i Frederikshavn - undtagen for de personer, der ikke er så mobile, de kan gå til deres læge og lave en aftale, siger Jan Nybo.

Alle vacciner i Frederikshavn Kommune bliver givet i Arena Nord, der nogle dage har været godt besøgt. Dette billeder er fra 5. maj. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Alle vacciner i Frederikshavn Kommune bliver givet i Arena Nord, der nogle dage har været godt besøgt. Dette billeder er fra 5. maj. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Per Larsen har dog ikke opgivet at få et vaccinested, så indbyggerne i Skagen ikke behøver køre ud af byen for at blive prikket. Han vil henvende sig til administrationen i Region Nordjylland.

- Jeg vil bede administrationen om at genoverveje deres beslutning. Vi skal have så mange som muligt vaccineret, og hvis det er besværligt for folk - som det er i Skagen - risikerer vi, at nogle ikke får vaccinen, og det bliver sværere at bekæmpe corona, siger Per Larsen, der også understeger, at det ikke går udover regionens økonomi, da udgifter til vaccinationer dækkes af staten.

Formand for Region Nordjylland, Ulla Astman (S), er tirsdag til forhandlinger i København og har ikke haft tid til at kommentere på, om skagboerne skal have mulighed for at blive vaccineret i landets nordligste by.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.