Invasion af falke over Danmark: Sjældne fugle spottet i Skagen
Det varme vejr og østenvinden har fået unge fugle til at tage den forkerte vej på deres efterårstræk
Opdateret kl. 20:45
SKAGEN: Der er lige nu invasion af nogle små, russiske falke i Danmark: Aftenfalke!
Denne ret sjældne falkeart er set over hele landet de seneste dage, og på Grenen Fuglestation fandt ornitolog Rolf Christensen den første sent onsdag eftermiddag.
- Frem til nu er ca. 25 eksemplarer set i landet, men mange flere er på vej fra sydøst. Flest set på en gang er set på Christiansø med tre eksemplarer og på Vestamager ved København med to eksemplarer. Begge disse fund er fra i dag [onsdag, red.], oplyser Rolf Christensen.
En ung aftenfalk ligner lidt både en tårnfalk og en lærkefalk. Den er 28-34 cm. lang med et vingefang på 70 cm. Farverne er hvide, sorte, grå og brune, og så kan den stille sig op og "muse" ligesom en tårnfalk. De lever mest af insekter, som fanges i luften.
Aftenfalkene er fløjet 1.000 eller 2.000 kilometer for langt mod vest og nordvest, når de sjældent ses i Danmark nogle efterår, og det sker lige nu, hvor Øland i Sverige har 15 eksemplarer på et sted i dag, og 30 sås i går på ét sted i det nordøstligste Tyskland. Det er varmen og sydøstenvinden, der har blæst falkene herop, og de er alle unge fugle.
Rekorden for aftenfalk i Danmark er netop fra Skagen 31. august 1975, da 131 eks. trak ud mod øst mod Sverige. Netop denne august var rekord varm med Danmarks hidtil højeste temperatur målt på +36°C.
De nærmeste ynglepladser er i Slovakiet og det sydligste Polen, men det er få par, og det er mere sandsynligt, at fuglene kommer op mod 2.000 kilometer væk fra fra lande som Hviderusland, Ukraine og Rusland.
En aftenfalk trækker normalt mod syd og sydvest om efteråret fra Østeuropa og Asien for at nå det aller sydligste Afrika for at overvintre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.