Kendt milliardær opfordrer værft til at flytte tørdok
Eigild Bødker Christensen har sommerhus i Skagen, og han og andre mener, at en 35 meter høj tørdok ved Karstensens Skibsværft vil genere voldsomt i bybilledet
Opdateret kl. 19:23
SKAGEN: - En ny tørdok skal placeres langt væk fra Skagens små huse i Vesterby. Optimalt helt ude ved containerkajen, Pier 10, eller også på værftets grund, det tidligere Danish Yachts, ved siden af jollehavnen.
Ønsket om en anden placering af den nye tørdok, som med sine 35 meter på højde Skagen Kirketårn, kom frem, da erhvervsmanden Eigil Bødker Christensen fra Aalborg sammen med Jens Stubkjær fra Skagen havde indkaldt til pressemøde fredag.
De ville fortælle om, hvorfor de gør indsigelse mod Karstensens Skibsværfts nye tørdok, som skal være 35 meter høj, 130 meter lang og 45 meter bred.
På højde med kirketårnet
- Tørdokken bliver længere end en fodboldbane og med et volumen på 200.000 kubikmeter, og den ønsker man placeret i det inderste hul i havnen. Tørdokken bliver altdominerende og ødelæggende med de dimensioner og vil for altid ændre vores opfattelse af Skagen, mener de og understreger, at Skagen er stolt af værftet, som i dag bygger de største og mest moderne fiskefartøjer i verden. Det håber de værftet vil blive ved med. Men de forstår simpelthen ikke, at kommunen har fremlagt en lokalplan, hvor tørdokken bliver placeret så tæt på byen.
Eigil Bødker Christensen har sommerhus i det idylliske Vesterby på Fabriciusvej. Det er 180 meter fra Karstensens Skibsværft, hvor den nye tørdok skal placeres.
Han elsker Skagen og har haft sommerhuset i 24 år. Eigild B. Christensen er ven med Jens Stubkjær, og vil gerne støtte op om modstanden mod placeringen af tørdokken ved værftet på Værftsvej.
- Jeg er ikke gået ind i debatten på grund af mit sommerhus' beliggenhed. Det er min kærlighed til Skagen. Turismen og Skagen er så vigtig, og gæsterne skal ikke se den store tørdok, som det første, når de kommer til havnen, siger Eigild B. Christensen.
- På de placeringer, vi foreslår, kan værftet ekspandere på sigt, og det må være en fordel, siger han.
En åben havn
Jens Stubkjær og Eigild Bødker Christensen pointerer, at folk netop besøger havnen, fordi man kan komme tæt på og opleve en åben havn i modsætning til mange havne, der i dag er totalt afskærmede for offentligheden.
De kritiserer også Frederikshavn Kommunes behandling af sagen. Tørdokken er en del af en ny lokalplan, som er ude i høring her i sommerferien. Høringsfristen udløber 1. august, og den ønsker modstanderne forlænget til 1. oktober.
- Der har slet ikke været holdt en ordentlig debat eller et offentligt møde om den her tørdok. Vi ønsker at skagboerne skal høre, hvorfor værftsejer Knud Degn Karstensen vil placere en tørdok midt i byen og ikke på de to placeringer, vi foreslår, siger Jens Stubkjær.
En anden placering
- Vi mener, placeringen er helt hen i vejret, da der er mindst to alternative placeringer til bygningen på havnen, der lige så gode for værftet som den planlagte placering. Ved den planlagte placering er der ringe afstand til mange boliger, hvoraf mange er ”gamle Skagenshuse”, hvor det vil give en meget betydelig nabogene. Derudover vil bygningen på grund af dens størrelse totalt ændre det havnemiljø, der er så vigtigt for turismen i Skagen, og som er byens vigtigste erhverv og indtægtskilde, skriver de i invitationen til pressemødet.
- Vi mener heller ikke, kommunen har undersøgt de miljømæssige problemer med forurenet jord på grunden, der jo i rigtig mange år er blevet forurenet med tungmetaller og andre materialer fra bundbehandling af både og som efterfølgende er skyllet i havnen. Dette vil koste Skagens Havn eller værftet en formue at rense eller bortskaffe, siger Eigild Bødker Christensen og Jens Stubkjær.
Endelig undrer de sig over, at man efter tre havneudvidelser til en samlet pris på over en milliard kroner, vil placere det tungeste og største byggeri inderst i havnen i stedet for at dokken kigger ud og væk fra byen ude i det yderste havnebassin, hvor der er mere plads og bedre besejlingsforhold.
Værftsejer: Vi har undersøgt det
Ejer af Karstensens skibsværft A/S Knud Degn Karstensen oplyser via mail, at han er i udlandet og uden for mobildækning.
- Med hensyn til kommentarer er det værd at bemærke, at andre placeringer af tørdok har været undersøgt, hvilket også fremgår af materialet, som er fremlagt under høringen, men disse placeringer har ikke været rentable, skriver han til NORDJYSKE og fortsætter:
- Når omfanget af klager er bekendt, vil værftet selvfølgelig vurdere disse og indarbejde disse i projektet, hvis det er muligt.
Knud Degn Karstensen ved, at andre bakker op om værftets planer.
- Vi har fået mange positive tilkendegivelser fra lokalbefolkningen og ikke mindst vores 600 medarbejdere, der glæder sig over den aktivitet, der dagligt skabes på værftet, oplyser han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.