Kommunaldirektør efter opsigelse: Jeg var tvunget til det

Peter Pietras afviser, at der er aftalt fratrædelsesgodtgørelse

Det lykkedes onsdag Nordjyske at få kontakt og en kommentar fra kommunaldirektør Peter Pietras selv, efter at han mandag sagde sit job op i Læsø Kommune.

Det skete efter en artikel om hans sommerhusgrund, et ulovligt skur, og kritik af hans håndtering og utidig indblanding i en byggesag på grunden.

- Det har ikke været nemt at være tvunget til at sige et job op, som jeg var rigtig glad for. Miste alle mine gode kolleger og medarbejdere, og at være tvunget til at sælge en dejlig sommerhusgrund, som jeg ikke har turde sætte fod på de seneste tre måneder, og som jeg har indsendt byggeansøgning på, skriver Peter Pietras i en mail, hvor han også fortæller, at han nu er rejst på ferie.

Hvad mener du med, at du var tvunget til at sige op?

- Jeg mener jeres artikel gjorde det umuligt for mig at fortsætte, også selvom jeg ikke finder den var retvisende, skriver Peter Pietras, der afviser, at der også var et politisk pres for, at han skulle sige op.

Peter Pietras understreger, at han ikke har overnattet på sommerhusgrunden mere end de seks uger om året, der er tilladt. Ellers har han benyttet sig af godkendte overnatningsmuligheder på Læsø.

Skuret i skoven på Læsø. Arkivfoto

Skuret i skoven på Læsø. Arkivfoto

Men en ekspert i forvaltningsret har overfor Nordjyske peget på, at det mest kritisable i forløbet har været kommunaldirektørens indblanding i sagen og pres på medarbejdere i forvaltningen.

Det føler Peter Pietras ikke selv har været tilfældet, hvilket han også gav udtryk for i artiklen om hele sagen.

Han meddeler på mail, at han ikke har flere kommentarer til sagen.

Hvad koster fratrædelsen?

Det er stadig uvist, hvilke økonomiske betingelser, der er aftalt i forbindelse med Peter Pietras fratræden.

Borgmester Karsten Nielsen (V) afviser at sætte tal på, hvor meget det kommer til at koste skatteborgerne og de i alt 1800 indbyggere på Læsø.

- Jeg tror ikke, at det kommer til at koste dem noget, men det skal kommunalbestyrelsen snarest drøfte. Jeg kan ikke gå nærmere ind i aftalen nu, siger Karsten Nielsen.

Peter Pietras oplyser selv til Nordjyske, at han jo selv har sagt op, og dermed bliver der ikke tale om en fratrædelsesgodtgørelse. Han har haft en årsløn i omegnen af 1,3 millioner kroner.

Inden han kom til Læsø Kommune i 2019, blev han i 2015 fyret fra en stilling som direktør i Børne og Ungeforvaltningen i Odense Kommune. Det indbragte ham, ifølge Fyns Stiftstidende, en fratrædelse på tre års løn, svarende til 4,5 millioner kroner. Fyringen skete som en konsekvens af, at hans forvaltning havde lukket nogle sager om anbragte børn og unge, for at spare penge.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.