Skrothandlerens tidsfrist er udløbet - nu går kommunen i aktion

Borgmester Birgit S. Hansens (S) tålmodighed er sluppet op - kommunen tog onsdag på besøg hos Knivholt Autoophug

Skrothandleren i Frederikshavn har op mod 1200 biler på adressen - men har kun tilladelse til at have 500.     <i>Foto: Lars Pauli</i>

Skrothandleren i Frederikshavn har op mod 1200 biler på adressen - men har kun tilladelse til at have 500. Foto: Lars Pauli

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn Kommune begynder nu for alvor at gå i aktion i forhold til sagen om Knivholt Autoophug. 

Ejeren af virksomheden oplyser imidlertid, at han har en plan klar, og at bolden derfor er spillet tilbage til kommunen.  

Som tidligere beskrevet i Nordjyske har Knivholt Autoophug vest for Frederikshavn miljøgodkendelse til at have 500 skrotbiler stående. 

Ifølge Frederikshavn Kommune har ejeren imidlertid omkring 1200 kasserede biler stående. 

Og sådan har det stået på i årevis. 

I december 2022 gav Frederikshavn Kommune Knivholt Autoophug en tidsfrist til at bringe antallet af biler ned på det tilladte. 

21. januar blev den frist forlænget nogle dage. 

Men onsdag 1. februar udløb fristen endeligt.

Ifølge borgmesteren i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), træder der derfor en "række handlinger i værk".

Må gerne gå ind

Onsdag besigtigede direktøren for center for teknik og miljø i Frederikshavn Kommune, Boie Skov Frederiksen, skrotpladsen.

Hvis det viser sig, Knivholt Autoophug ikke har en handlingsplan eller er begyndt at fjerne nogle af de mange skrotbiler, vil repræsentanter fra Frederikshavn Kommunes miljøafdeling foretage et tilsyn på skrotpladsen torsdag 2. februar.

Herefter vil Knivholt Autoophug efterfølgende få et såkaldt varslingsbrev samt et høringsbrev, da skrothandleren er part i sagen.

Ejeren har efterfølgende to uger til at forholde sig til kommunens rapport/varsling og svare.

Derefter vil processen med at fjerne biler kunne igangsættes. På skrothandlerens regning.

Har lavet en plan

Men så drastisk behøver sagen tilsyneladende ikke at udvikle sig. 

Nordjyske har kontaktet Knivholt Autoophug. Meldingen derfra er, at virksomheden nu faktisk har lavet en plan for at lovliggøre forholdene.

Knivholt Autoophug ønsker ikke over for offentligheden at løfte sløret for detaljerne og tidsperspektivet i planen.

Virksomheden oplyser dog, at man nu afventer en tilbagemelding fra Frederikshavn Kommune i forhold til det skitserede scenarie.

- Vi har stadig en fast hånd på rattet i forhold til Knivholt Autoophug. Men virksomheden har nogle rettigheder, herunder den private ejendomsret. Loven skal selvfølgelig overholdes, men vi skal også sikre borgernes rettigheder, herunder varslinger og tidsfrister. Det her vil blive fulgt til dørs, og selvom man kan tænke, at det virker trægt og kommunalt - så er det altså den korrekte proces, siger Birgit S. Hansen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.