Kronprinsesse Mary dryssede stjernestøv over Skagen Pride

Kronprinseparret er i Skagen, og det nød Skagen Pride godt af mandag aften

Kronprinsesse Mary vinkede til optoget ved årets Skagen Pride. Her er hun fra Royal Run i Aalborg i 2019.  <i>Foto: Martin Damgård</i>

Kronprinsesse Mary vinkede til optoget ved årets Skagen Pride. Her er hun fra Royal Run i Aalborg i 2019.  Foto: Martin Damgård

SKAGEN:- Vi er blevet hilst på af de søde mennesker hos Benedikte Utzon, og vi er blevet hilst på af Kronprinsesse Mary - hun vinkede og var rigtig sød. Den er god nok, råber initiativtager til Skagen Pride Niels Ove Kildahl, mens han står på soundboxen i græsset ved vandtårnet efter dagens parade gennem byen.

Det gav lige et ekstra kick til Skagen Pride, at optoget helt tilfældigt stødte på en vinkende kronprinsesse på vej gennem Skagen. 

Der var kærlighed og fest i luften i Skagen til årets pride.  <i>Foto: Vibe Maria Dahl Andersen</i>

Der var kærlighed og fest i luften i Skagen til årets pride.  Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Det er anden gang, der er Pride i Skagen, og deltagerantallet er næsten tredoblet siden sidste år. Men det er første gang, at deltagerne får en hilsen fra Kronprinsesse Mary med på vejen. 

Kronprinsessen var i øvrigt protektor for Copenhagen 2021, som fejrede både WorldPride og EuroGames.

Hun er i øvrigt i Skagen sammen med sin mand, Kronprins Frederik, erfarer nordjyske fra flere kilder.

Kærligheden tager over

Omkring 150 mennesker i alle afskygninger har fundet vejen til vandtårnet denne mandag i uge 29.

Henrik og Claus fra Hjallerup var med til Skagen Pride for første gang. Her sammen med Niels Ove Kildahl.  <i>Foto: Vibe Maria Dahl Andersen</i>

Henrik og Claus fra Hjallerup var med til Skagen Pride for første gang. Her sammen med Niels Ove Kildahl.  Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Ud af Soundboxen på christianiacyklen, som er pridens ledesnor, lyder ”When love takes over”, der danses og synges gennem gaderne, og kærlighed er da også budskabet ved årets pride i Skagen.

- Vi vil gerne her udenfor de større byer være med til at vise, at ligegyldigt hvordan man elsker, er det godt og dejligt. Og der er ingen, der skal gå og skamme sig over at være den, de er. Vi vil gerne være med til at gøre opmærksom, at folk, der bliver råbt af for at stikke ud, ikke skal forsvare sig selv, men at vi alle sammen hjælper med at forsvare mennesker, der får lidt for meget på puklen. Det er dejligt, at der er så mange, der vil være med til at signalere, at vi passer på hinanden. Så skyd kærlighed på hinanden, siger Niels Ove Kildahl i sin tale og knækker lidt over i stemmen til sidst.

Det er alvorligt

Budskabet fra årets hovedtaler, musiker og aktivist O/rhio med det borgerlige navn Rikke Østergaard, er da også, at der stadig er mange udfordringer, som skal tages alvorligt.

Udover fest i luften var der også alvorlige ord fra årets hovedtaler O/rhio.  <i>Foto: Vibe Maria Dahl Andersen</i>

Udover fest i luften var der også alvorlige ord fra årets hovedtaler O/rhio.  Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

- Jeg elsker den her ene dag om året, hvor jeg har følelsen af, at det er mit liv, der er det rigtige, og det er mit liv, der er det efterstræbelsesværdige, siger O/rhio og fortsætter i en mere politisk ånd.

- Når medier kalder Normstormerne (Et normkritisk LGBT-plus-projekt, som arbejder med anti-diskrimination og anti-mobning i skolerne i København og Århus, red.) for kønsaktivister og sammenligner deres undervisning med terrorbevægelser er det alvorligt. Danmark bliver dårligere til ligestilling. Det er alvorligt. Retten til abort tilbagerulles i USA, ligesom retten til at bestemme over egen krop som transperson i Danmark stadig ikke er eksisterende. Det er også alvorligt, og på længere sigt er det farligt, lyder det fra aktivisten, inden optoget tager turen gennem Skagen med slutordene:

- Husk ingen er frie, før alle er frie!

Par holder hånd for første gang

Henrik og Claus deltager for første gang i Skagen Pride og kommer fra henholdsvis Hjallerup og Aarhus.

- I dag har vi holdt hinanden i hånden offentligt for første gang. Det har vi ikke gjort i de 16 år, vi har været kærester. Det gør vi normalt ikke nogensinde. Det var faktisk meget rart at gøre, siger Henrik.

Efter en småregnende formiddag begyndte solen at stråle netop som Skagen Pride skød igang.  <i>Foto: Vibe Maria Dahl Andersen</i>

Efter en småregnende formiddag begyndte solen at stråle netop som Skagen Pride skød igang.  Foto: Vibe Maria Dahl Andersen

Og hvis ikke før, så bliver der i hvert fald lejlighed til at holde i hånd igen næste år, for Niels Ove Kildahl lover, at der igen næste år kommer pride i Skagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.