Lystfiskeri

Lystfiskere bruger ti millioner kroner på at fange tun ud for Skagen

Lystfiskeren, der deltager i tunfiskeriet udfor Skagen, bruger store summer på fiskeriet. En undersøgelse konkluderer at det giver "en attraktiv økonomisk mulighed"

Det kræver både særligt udstyr og indgående erfaring med big game-fiskeri, hvis du skal i betragtning som tun-testfisker.
Det kræver både særligt udstyr og indgående erfaring med big game-fiskeri, hvis du skal i betragtning som tun-testfisker. Foto: Christian Flinker, Danmarks Sportsfiskerforbund

SKAGEN: På lørdag stævner knap 100 små lystfiskerbåde ud fra Skagen Havn på jagt efter blåfinnet tun.

Blåfinnet tun er vendt tilbage til de danske farvande efter mere end 50 års fravær, og de seneste fem år har forskere fra DTU Aqua mærket tun med elektroniske sendere, for at klarlægge årsagen til fiskens genkomst nærmere. Det er sket med hjælp fra lystfiskere, der har stået for at fange de store og kraftfulde fisk.

Nu viser en undersøgelse, at blåfinnet tuns genkomst i danske farvande ikke kun er godt nyt for lystfiskere og havbiologer. 

Undersøgelsen - der er lavet af DTU Aqua og redigeret af en spansk professor - viser, at de danske lystfiskere i gennemsnit har brugt 10,4 millioner kroner om året de tre år fra 2018 til 2020.

Når de store tun er mærket bliver de nænsomt sat ud igen. Normalt dør tre til fem fisk hvert år under fiskeriet, hvilket er en lav indvirkning på bestanden, vurdere eksperterne.  Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

De største udgiftskategorier var fiskeredskaber, bådudgifter og brændstof, der tegnede sig for henholdsvis 27, 13 og 12 procent af de samlede udgifter.

Herefter kommer forplejning og ophold i Skagen.

- Vores undersøgelse viser betydelige økonomiske udgifter blandt rekreative lystfiskere, der målretter atlantisk almindelig tun. Dette giver et tydeligt eksempel på, hvordan en genopretning af marin naturkapital og relaterede økosystemtjenester kan understøtte udviklingen i den blå økonomi, skriver forskerne i deres undersøgelse.

Undersøgelsen viser, at hver fisker i gennemsnit bruger mellem 16.000 og 52.000 kroner afhængigt af, om de selv ejer en båd eller om de sejler med andre.

Blåfinnet tun
  • Blåfinnet tun er en vandrefisk, som gyder i henholdsvis Den Mexicanske Golf og Middelhavet.
  • Normalt vejer de blanke rovfisk 200-400 kilo og er mellem to og tre meter lang.
  • Den største registrerede blåfinnet tun vejede 725 kilo. Den længste var over fire meter lang.
  • Tunen, der er torpedo-formet kan svømme med en hastighed på over 80 km/t.
  • Den blåfinnet tun er varmblodet, hvilket er en sjældenhed hos fisk.
  • Fra 1920’erne til 1960’erne blev der fanget masser af blåfinnet tun i Kattegat og Øresund. Der blev således holdt store konkurrencer i at fange tun.
  • Tunen forsvandt fra de danske farvande i begyndelsen af 1960’erne, formentlig som følge af overfiskeri ikke bare i Danmark, men også i Atlanterhavet og Middelhavet.
  • I 2016 fangede en anonym lystfisker en tun udfor Skagen, for at bevise, at fisken var vendt tilbage til danske farvande.

12.000 kr pr kilo død tun

Fiskeriet efter tunfisk er attraktivt. Det er ikke unormalt, at lystfiskere er villige til at betale mere end 100.000 kroner for at fiske efter blandt andet tun i eksempelvis Caribien.

Indtil sidste år havde Danmark ingen kvote på tun, men det lykkedes for fiskeriminister Rasmus Prehn (S) at bytte en kvote på 35 tons makreller til fem tons tun med Spanien.

I år er det lykkedes at skaffe en tilsvarende kvote.

De fangede tun, der bringes i land, bruges til videnskabslig forskning.

Sidste år var blandt andre kronprins Frederik og fiskeriminister Rasmus Prehn (S) med ude på det eftertragtede fiskeri udfor Skagen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Ellers foregår det danske fiskeri efter tun ved, at de fangede tun bliver mærket nænsomt med elektroniske sendere og sluppet løs igen.

Ifølge undersøgen fra DTU Aqua koster fiskeriet årligt døden for omkring cirka ét ton tun - tre til fem fisk -  hvilket svarer til, at lystfiskerne bruger i omegnen af 12.000 kroner pr kilo tun, der dør som følge af fiskeriet.

Forskernes konklusionen i undersøgelsen er da også, at fiskeriet er økonomisk attraktivt og har en lille indvirkning på bestanden.

- Denne undersøgelse indikerer, at rekreativt fangst- og udsætningsfiskeri for ABFT (blåfinnede tun, red.) i Nordeuropa udgør en attraktiv økonomisk mulighed med lav tilhørende dødelighed og indvirkning på bestanden, skriver de.

Mellem Danmark og Sverige

Fiskeriet foregår normalt i et område 20-25 sømil (37-46 kilometer) nord for Skagen. Det ligger mellem Danmark og Sverige, og det tager de fleste af fiskerne halvanden til to timer at komme derud i de små lystfiskerbåde.

En blåfinnet tun kan blive over tre meter lang og veje op til 400 kilo.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden