Restauranter

Nordjysk restauratør vil åbne trods restriktioner: Så dyrt kan det blive

VesterØL på Læsø kan godt forvente at få besøg af politiet, efter udmelding om at ville åbne før påske

Kamilla H. Kristensen og Thomas Wetle Andersen ejer VesterØL på Læsø. Privatfoto
Kamilla H. Kristensen og Thomas Wetle Andersen ejer VesterØL på Læsø. Privatfoto

Opdateret kl. 19:23

LÆSØ/NORDJYLLAND: "Derfor åbner vi selvfølgelig op som planlagt den 26. marts, og hvis jeg får en bøde, så må det være sådan".

Sådan sagde restauratør Thomas Wetle Andersen, der driver VesterØL på Læsø, i weekenden til NORDJYSKE. Restauratøren er nemlig godt træt af statsministeren og de nuværende corona-restriktioner, og derfor har han tænkt sig at gå imod dem.

Men hvis han - imod reglerne - slår dørene op til sin restaurant før påske, så kan han godt regne med, at få besøg af politiet.

- Det er klart, at man kan gøre så meget opmærksom på sig selv, at vi kommer på uanmeldt besøg. Og vi kan også godt læse aviser og andre medier, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals, Nordjyllands Politi.

For det duer ikke, at folk begynder at blæse på reglerne og gøre, som de vil, understreger vicepolitiinspektøren.

- Vi vil stærkt opfordre alle til at overholde de gældende retningslinjer, for ellers bliver det et rent slaraffenland, hvis folk bare gør, som de vil. Og i denne tid, hvor tingene ændre sig, kommer vi til at holde et skarpt øje med forskellige steder, siger Henrik Skals.

Politi: Vi kan lukke stedet og udskrive bøde

Restauratøren på Læsø har allerede bebudet, at han er klar til at tage en bøde for at holde ulovligt åbent.

Og hvis politiet kommer forbi VesterØL 26. marts og ser gæster i restauranten, så kan bødeblokken komme frem.

- Hvis vi kommer derud, og det er soleklart, at der er åbent imod retningslinjerne, så lukker vi stedet og udsteder en bøde, siger Henrik Skals.

Og det kan blive en dyr affære at trodse coronarestriktionerne. Bødestørrelsen afhænger af, hvor mange ansatte der er, og hvor mange gange man har brudt retningslinjerne.

For de mindste virksomheder med en til ni ansatte starter bøden med 10.000 kroner første gang, coronarestriktionerne bliver brudt. Bøden bliver fordoblet til 20.000 kroner anden gang og 30.000 kroner tredje gang, retningslinjerne ikke bliver overholdt.

For virksomheder med 10-49 ansatte starter bøden ved 20.000 kroner og vokser til 40.000 anden gang og 60.000 kroner tredje gang.

Herfra stiger bødestørrelserne endnu mere, jo flere ansatte. Helt op til 150.000 kroner for de største virksomheder.

Gæster slipper for bøder

Efter tredje gang bliver bødestørrelsen dog ikke hævet mere, men bliver på det højeste niveau, hvis der skulle blive tale om fire eller fem overtrædelser af coronarestriktionerne.

Spørgsmålet er så, hvilke sanktioner der ellers kan komme i spil, hvis politiet ikke mener, at bøder har den ønskede effekt.

- I yderste konsekvens kan man jo forestille sig, at vi kan blive nødt til at konfiskere varelageret. Men så er vi også langt ude, og jeg tror hellere, vi vil komme forbi en ekstra gang, siger Henrik Skals.

Mens der altså er udsigt til bøderegn for restauratøren, så slipper eventuelle gæster derimod for at få en bøde, fortæller Henrik Skals.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden