Politiet afviser at genoptage Pedal Ove-sagen
Ove Thomas Hansens død betyder, at politiet ikke vil efterforske drabet på Brita Hansen trods ændret forklaring
FREDERIKSHAVN: Nordjyllands Politi vil ikke indlede en ny efterforskning i den såkaldte Pedal Ove-sag.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
Pedal Ove-sagen omhandler Ove Thomas Hansen, som først blev dømt og siden frikendt for drabet på sin fraseparerede kone Brita Hansen i Frederikshavn i 1981.
I TV2-dokumentarserien ”Mysteriet om Pedal-Ove” og Michael Teschls bog ”Den dag Brita forsvandt” har Ove Thomas Hansen ændret sin forklaring om, hvorvidt han var sammen med sin søn på det formodede gerningstidspunkt. Det har betydning for det alibi, som vidner gav ham, og som førte til frikendelsen.
- Ove Thomas Hansen afgik ved døden den 23. november 2019. Allerede af den grund iværksætter Nordjyllands Politi ikke ny efterforskning i anledning af Ove Thomas Hansens ændrede forklaring, fremgår det af pressemeddelelsen.
Her fremgår det også, at et af vidnerne, som gav Ove Thomas Hansen et alibi, i tv-dokumentaren og bogen har forklaret, at hun gav usande oplysninger om hans færden. Imidlertid vil et eventuelt strafbart forhold begået af vidner i sagen være forældet, pointeret politiet. Og en påstand om, at vidnet var instrueret i at tale usandt af to DR-journalister i 1991, fører heller ikke til en efterforskning, da begge journalister i dag er døde.
- Det er Nordjyllands Politis vurdering, at der heller ikke i øvrigt i dokumentarserien eller i bogen er fremkommet oplysninger, som kan begrunde fornyet efterforskning i forbindelse med den 38 år gamle drabssag, skriver politiet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.