Politiet har brug for din hjælp: Har du været på Jerup Strand?

Vidner søges i sagen om mand, der har været forsvundet siden torsdag i sidste uge

Den efterlyste er 43-årige Kem Dan Jensen. Privatfoto udleveret af Nordjyllands Politi

Den efterlyste er 43-årige Kem Dan Jensen. Privatfoto udleveret af Nordjyllands Politi

JERUP:Nordjyllands Politi beder nu om offentlighedens hjælp i eftersøgningen af den 43-årige Kem Dan Jensen fra Jerup. Han har været forsvundet siden torsdag i sidste uge.

Helt konkret vil politiet gerne høre fra folk, der har været på eller i området omkring Jerup Strand om eftermiddagen torsdag 8. april. Det gælder især tidsrummet mellem klokken 15 og 17. Politiets efterforskning peger nemlig på, at den 43-årige har befundet sig på stranden omkring det tidspunkt, skriver politiet i en pressemeddelelse onsdag.

Især vil politiet gerne høre fra en mand, der kan have set den eftersøgte og dermed muligvis har informationer af betydning for sagen.

- Der er tale om en mand på 30-40 år, som er cirka to meter høj. Han var muligvis kørende i en sort bil, der holdt parkeret i nærheden. Denne mand kan have set noget, der gør ham til et vigtigt vidne i sagen, så jeg vil gerne opfordre ham til straks at ringe til os på telefon 114, siger politikommissær Morten Axelsen, der er ansvarlig for efterforskningen.

Politiet har foretaget flere vidneafhøringer og ved derfor, at der har været folk i området omkring Jerup Strand den pågældende eftermiddag. De kan også have oplysninger i sagen.

- Derfor vil jeg gerne opfordre til, at de også ringer til os på 114. Det kan for eksempel være lystfiskere, der har opholdt sig i området på det tidspunkt. Ring hellere til os en gang for meget end en for lidt, siger Morten Axelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.