Populær bistro genåbner: Nyt liv til havneperle
Først vendte de underskud til overskud på én restaurant - nu har de fået smag for nyt spisested
Joakim Brader og Ejner Mosen Poulsen har gjort det før.
De vendte Restaurant Havkatten i Hals fra underskud til overskud.
Nu kaster de sig over en ny udfordring på den nordjyske østkyst: Mimis Bistro på havnen i Strandby, hvor de vil genoplive det populære spisested med fokus på god mad og hyggelige rammer.
Fra Hals til Strandby
Med støtte fra lokale erhvervsfolk har de to unge iværksættere netop overtaget nøglerne til Mimis Bistro. Et sted med masser af potentiale, men også en omtumlet historie.
- Vi faldt pladask for stedet. Det ligger perfekt på havnen og har en hyggelig atmosfære. Det minder meget om Havkatten i Hals, hvor vi også mærker stor lokal opbakning, fortæller 30-årige Joakim Brader.
Mimis Bistro skal fortsat hedde det samme, men parret har planer om at justere konceptet en smule – blandt andet ved at slanke spisekortet og satse mere på take away. Drømmen er desuden at fordoble antallet af siddepladser og skabe plads til events, musik og foredrag, så Mimis Bistro bliver en helårsforretning med selskaber og lokale events som en del af strategien.
Nye ejere, nye ambitioner
Joakim Brader, tidligere DJ, og Ejner Mosen Poulsen, uddannet elektriker, har ingen formel baggrund inden for restaurationsbranchen. Alligevel har de på kort tid markeret sig som succesfulde restauratører. De kombinerer ambitioner, optimisme med et skarpt øje for forretning, og det er faldet i både gæsters, pengeinstituts og investorers smag.
Med overtagelsen af Mimis Bistro får de selskab af Mark Larsen, som senere på året træder ind i ejerkredsen og samtidig bliver restaurantchef.
Fisk på menuen – lokalt og året rundt
Fisk har allerede vist sig som en opskrift på succes i Hals, hvor en stor fiskebuffet er populær blandt gæsterne. På menukortet i Strandby-bistroen får havets råvare også en central placering - med fokus på lokalt fanget fisk.
- Vi overvejer endda at skifte vores leverandør i Hals til en fra Strandby. Der er bare nogle synergier her, der giver god mening, siger Joakim Brader.
Udvider i Hals
Som om driften af Havkatten og Mimis Bistro ikke er en stor nok mundfuld, så stopper ambitionerne ikke der. I Hals er Joakim Brader og Ejner Mosen Poulsen netop gået i gang med at omdanne en tidligere sportsbutik på 200 kvadratmeter til en ny café med tilknyttet ismejeri. Caféen skal stå klar til sommersæsonen og tage over, efter at andre aktører på havnen er lukket ned.
- Det duer ikke, at byen udelukkende har en fiskerestaurant til at servicere så stort et område med 3800 sommerhuse og mange oplandsbyer, siger Joakim Brader.
Genåbning i Strandby
Også i Strandby er der planer om søde serveringer. De nye ejere af Mimis Bistro genåbner nemlig ishuset ved siden af restauranten, og som i Hals skal der også her sælges hjemmelavet is.
Indtil videre er fokus dog på at genåbne bistroen, hvor målet er at åbne dørene, når vinterferien melder sin ankomst midt i februar, hvor deres ansøgning om en spiritusbevilling forhåbentlig er blevet godkendt.
- For os handler det ikke om at få verdens bedste anmeldelser. Det skal bare være god mad i hyggelige rammer til priser, hvor alle kan være med, siger Joakim Brader.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.