Populær campingplads køber 200.000 kystnære kvadratmeter
SÆBY: Som led i at fremtidssikre campingpladsen har Hedebo Strand Camping ved Sæby taget hul på et nyt, spændende kapitel.
For kort tid siden erhvervede campingpladsen, der ligger ved kanten af Kattegat, sig nemlig nabojorden mod nord med 200.000 kystnære kvadratmeter.
Her ligger i dag 29 sommerhuse, skov og anden smuk natur, der er svært tilgængeligt for naturelskere.
- Tanken bag købet er at forbinde den nyerhvervede jord med campingpladsen og gøre hele området mere attraktivt for både sommerhusejere, campister og andre naturelskere, lyder det i en pressemeddelelse.
Som en ud af fem campingpladser i Danmark har Hedebo Strand Camping nu også fået en bevilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og med den i hånden får Eric Christensen og Lene Krüger nu hjælp til at kunne undersøge mulighederne for at matche fremtidens efterspørgsel på naturnær overnatning.
Der skal nemlig lægges en konkret plan for udvikling af hele området med campingpladsen og den nyerhvervede jord, som er i tråd med de ønsker, fremtidens feriegæster har.
- Hvor især den yngre målgruppe betragter sig mere som ”outdoor” end som ”campister”, lyder det.
Bevillingen sker gennem projektet ”Naturnætter”, som er forankret hos Dansk Kyst- og Naturturisme. Destination NORD har bistået med ansøgningen.
- Vi glæder os meget over, at der sker investeringer som denne i området omkring Sæby, og det ligger i naturlig forlængelse af kommunens ambitioner for turismen. Vi håber, at bevillingen kan hjælpe Hedebo Strand med at skabe grundlag for at holde helårsåbent, og der kan tiltrækkes nye målgrupper, som efterspørger spændende, alternativ overnatning tæt på naturen, siger Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination NORD.
Han forudser, at investeringen udover at vækste forretningen for Hedebo Strand Camping også vil skabe positive vekselvirkninger med lokalområdet og de øvrige turismevirksomheder i og omkring Sæby.
- Vi er meget glade for muligheden for at få friske øjne på indretningen af vores campingplads, så den og vores nye stykke jord kommer til at hænge godt sammen og bliver mere tilgængelige for naturelskere. Både nuværende og nye kunder efterspørger jo mere natur, og med vores meget kystnære beliggenhed har vi de ideelle muligheder for dette.
- Nu skal vi finde ud af, hvordan gæsterne kan komme til at overnatte tættere på naturen på spændende og alternative måder. Det er der nemlig international efterspørgsel på fra lande, hvor den slags åben og kystnær natur, vi kan tilbyde her, er ren luksus, siger Lene Krüger.
Hedebo Strand Camping er blandt Danmarks største og har været i samme families eje i 55 år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.