Stor redningsaktion på Læsø: Én person druknet
Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab er færdige med en redningsaktion på Læsø. En person er druknet
Opdateret 07. august 2020 kl. 06:32
Opdateret torsdag aften med status efter redningsaktionen er overstået. Opdateret klokken 21.05 med oplysninger om den omkomne.
Redningshelikoptere fra Danmark og Sverige havde torsdag eftermiddag sat kurs mod Læsø, hvor der var indløbet en melding om, at fem personer var faldet i vandet.
Det fortalte vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard til NORDJYSKE lidt over klokken 16.
Tre personer var sejlet ud i en jolle, og ifølge vagtchefen faldt en af de tre af uvisse årsager over bord, da jollen befandt sig omkring en sømil fra land. De to personer, der stadig var i jollen forsøgte, at holde ham oven vande, men det medførte at båden kæntrede.
De tre lå en time i vandet, indtil en speedbåd med to tyskere kom forbi. De forsøgte, at redde de tre op i båden, men det medførte at speedbåden også kæntrede, fortæller vagtchefen.
Der blev sendt både redningsbåde fra Sæby og Læsø og en redningshelikopter afsted. Ligesom der også blev sendt en redningshelikopter fra Sverige.
Det lykkedes dog ikke, at få reddet alle de fem personer op i tide.
- En af personerne fra den kæntrede jolle er afgået ved døden, fortæller Poul Fastergaard.
Der er ifølge vagtchefen tale om en 67-årig lokal mand fra Læsø. De pårørende er underrettede.
De fire øvrige er blevet tilset af en læge og har det efter omstændighederne godt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.