Tragisk drukneulykke på Læsø: Derfor kunne det gå så galt
To både kæntrede og fem personer lå i vandet, da alarmen gik på redningsstationen på Læsø. Kun fire personer kom op i live
Opdateret 07. august 2020 kl. 06:32
OPDATERET klokken 21.02 med detaljer om den omkomne.
LÆSØ: En stille dag med godt vejr indbyder til en sejltur, men det endte katastrofalt for en håndfuld sejlere, der i hver sin båd sejlede ud fra Læsø torsdag eftermiddag.
Tre personer sejlede ud i en jolle og af uvisse årsager faldt én af dem, en 67-årig mand, over bord. De to øvrige personer i båden, der ifølge politiets oplysninger er jævnaldrende med den 67-årige, forsøgte herefter at holde ham oven vande, men i forsøget tippede båden, så alle tre pludselig lå i vandet.
Her lå de i en times tid og holdt fast i den væltede båd, indtil to tyskere kom forbi i en speedbåd. De forsøgte at trække de tre personer ombord, men i forsøget væltede også deres båd. Og så var der pludselig fem personer i vandet.
Kort herefter lød alarmen på redningsstationen i Østerby på Læsø.
- Jeg tror, at der går seks, syv minutter fra vi fik meldingen, til skibet er på vej ud af havnen, fortæller stationsleder Kim Rulle til NORDJYSKE.
- Det tog omkring tyve minutter at sejle derud, og da vi ankommer er de allerede samlet op af vandet.
Fire personer var blevet reddet op i nogle tilkomne både, men den 67-årige var livløs og blev derfor hevet op i den svenske redningshelikopter, som var ankommet for at tage del i redningsaktionen. Han overlevede ikke.
Ifølge stationslederen var ingen af de fem iført redningsveste.
- Det er fuldstændig håbløst, at man ikke har det, når man sejler ud i sådan nogle baljer. Det er noget af det allermest vigtige at huske. Har man en nogenlunde vest på, så kan man i det vejr her tåle at ligge i vandet rigtig længe, siger Kim Rulle.
Ifølge Nordjyllands Politi er den 67-åriges pårørende underrettet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.