Gæster spiste gourmetmiddage for næsten en million kroner
Middage har skaffet næsten en million kr. til sygdomsbekæmpelse
Opdateret kl. 19:14
Umiddelbart lyder det som noget af en opgave selv at skulle fremtrylle en tre-retters menu udviklet af stjernekokken Jack Cramer fra berømte Ruths Hotel i Gammel Skagen.
Men den udfordring er mange klar til. I år meldte knap 600 personer sig. Og på den måde har de skaffet næsten én million kroner til forskning i sygdommen sclerose - med det mål at udrydde sygdommen.
En sygdom, Jack Cramer selv kender til i familien. Hans far har haft sclerose i 15 år.
- Jeg oplevede, at min egen far blev uigenkendelig i løbet af nogle få dage, har Jack Cramer tidligere fortalt til Nordjyske.
Vært i eget hjem
Derfor giver det god mening for topkokken at være en central person i "MS Middag".
Det foregår ved, at folk melder sig som værter i eget hjem, hvor de - ud fra Jack Cramers opskrift - skal servere en menu for indbudte gæster.
Når man har meldt sig som vært, får man et gavekort til Rema1000 til at indkøbe råvarerne til middagen, og så skal man bede middagsgæsterne betale en kuvertpris til værtens indsamling. Pengene går til forskningen i sclerose.
Næsten en million
Middagene blev serveret i november og indbragte 950.000 kr. Det er næsten en fordobling i forhold til året før, hvor omkring 250 havde meldt sig som værter.
Så både antallet af værter og det indsamlede beløb er omtrent fordoblet.
- Det er flot og over min forventning. Jeg er glad og tilfreds, siger Jack Cramer.
Det samme var de mange deltagere i de velgørende middage, viser tilbagemeldinger.
Inviterer andre kokke
Nu er der planer om at udvide det velgørende projekt.
- Jeg har spurgt gode kolleger, kokke over hele landet, om de vil medvirke, fortæller stjernekokken fra Ruths Hotel.
Dermed skal ikke kun Jack Cramer, men også andre topkokke efter planen levere opskrifter til MS Middag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.