Strakspåbud til wellness-hotel efter drukneulykke
41-årig blev fundet i område på hotellet, der er under renovering - det skal spærres af, lyder det fra Arbejdstilsynet
Opdateret 30. august 2021 kl. 18:56
SÆBY: Den 41-årige mand, der onsdag aften blev fundet livløs i et spa-område på Hotel Viking Spa og Wellness i Sæby, befandt sig i et område af hotellets spa-område, der var under renovering. Det bekræfter tilsynschef Lars Toft Pedersen fra Tilsynscenter Nord under Arbejdstilsynet.
Han fortæller, at der derfor er udstedt et såkaldt strakspåbud om, at der "foretages effektive foranstaltninger, der sikrer, at en lignende ulykke ikke kan ske - med andre ord, at hotellet sikrer at gæster ikke kan komme ind i det område på hotellet, der er under renovering.
Lars Toft Pedersen vil ikke kommentere på, om det, at den 41-årige befandt sig i et område under renovering, er en medvirkende årsag til, at manden druknede.
- Han er kommet ind i et område, der var afspærret - et område, der er under renovering. Her blev han fundet livløs, og der blev påbegyndt livreddende førstehjælp. Vi har givet et strakspåbud om, at det ikke skal kunne lade sig gøre at komme ind i området under renovering mere. Men det, der er vigtigt at sige her, er, at vi jo fortsat er i gang med at indhente oplysninger i forbindelse med ulykken, understreger Lars Toft Pedersen.
Han forklarer, at når der er tale om så voldsom og tragisk en ulykke, så vil Arbejdstilsynet bruge den fornødne tid til at få talt med alle, der kan være med til at oplyse sagen for at få sagen afdækket endeligt.
Der kan derfor godt gå noget tid, inden Arbejdstilsynet kan komme med deres konklusion på omstændighederne, der førte til drukneulykken og den 41-åriges senere død, fastslår Lars Toft Pedersen.
Strakspåbuddet er i første omgang givet mundtligt, men vil senere blive tilsendt hotellet skriftligt. Hvorvidt sagen kan få et retsligt efterspil for hotellet, er ikke afgjort endnu.
- Det er vi slet ikke nået til endnu, fastslår tilsynschefen.
Direktør på Hotel Viking Spa og Wellness Brian Fabricius fortæller, at de fornødne afspærringer til det område, der er under renovering på hotellet, er gennemført, og at de øvrige dele af hotellet i øvrigt fortsætter som vanligt.
- De aftaler, der er lavet med Arbejdstilsynet med afspærringer, er gennemført, fastslår direktøren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.