Næbhval kom ind på lavt vand for at dø

4,5 meter lang næbhval blev fundet ud for Voerså

Næbhvalen blev undersøgt i samarbejde med lokale, her Brian Mølgaard, der er formand for Voersaa Kajakklub. <i>Foto: John Pristed, Voersaa Kajakklub</i>

Næbhvalen blev undersøgt i samarbejde med lokale, her Brian Mølgaard, der er formand for Voersaa Kajakklub. Foto: John Pristed, Voersaa Kajakklub

VOERSÅ:En 4,5 meter lang næbhval, som fredag blev spottet på lavt vand en lille kilometer ud for Voerså i Vendsyssel, formodes at være død.

Det fortæller dyrepasser Louise Laursen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet til Nordjyske lørdag. 

Lokale indberettede fredag aften, at hvalen var strandet, og at de havde været ude ved den.

- Siden har vi været i tæt kontakt med de lokale, og en vildtkonsulent fra Naturstyrelsen har været med ude for at se på den. Senest har nogle kajakroere set til den, og den ligger helt stille. Så vi formoder, at den desværre er død, fortæller Louise Laursen.

Det bekræftes af lokale fra Voersaa Kajakklub, der har været tæt på hvalen i samarbejde med Naturstyrelsen.

Planen var oprindeligt at sende en dyrlæge ud søndag for at kigge til næbhvalen. Nu bliver opgaven i stedet at lægge en plan for, hvordan den kan hentes i land, så den kan blive obduceret.

Fiskeri- og Søfartsmuseet er en del af et beredskab for havpattedyr i Danmark. Sammen med Naturstyrelsen og Aalborg Universitet holdes der øje med bestanden og sammensættes et hold, der rykker ud, når eksempelvis en hval strander. Noget af det, man gerne vil blive klogere på, er dødsårsagen.

- Ofte vil hvaler, der lever på dybt vand, søge ind på lavere vand, når de bliver syge. Men vi ved endnu ikke, hvad der er sket med hvalen ved Voerså, fortæller Louise Laursen. 

Ifølge hende er næbhvalen meget sjælden i vores farvand. Ud fra længden på den strandede hval ved Voerså formodes det, at der er tale om en hun, som vejer cirka et ton.

Selvom den altså formodes at være død, opfordrer Fiskeri- og Søfartsmuseet til, at man lader den være.

- Vi opfordrer stadig folk til at holde god afstand og lade den være i fred. Vi ved godt, at det er rigtig spændende, når store hvaler strander, og det er ikke noget, vi ser så tit. Men de kan have sygdomme med sig, så hold afstand, lyder det fra Louise Laursen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.