Politi

Bar holdt ulovligt længe åbent: Det er anden gang på en uge - ejer står til stor bøde

Ejer af en bar i Frederikshavn har nu fået bøder på i alt 30.000 kroner, for at have holdt for længe åbent to gange

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 12:48

FREDERIKSHAVN: Sportsbaren i Danmarksgade i Frederikshavn fik ikke lukket til tiden torsdag aften, og det koster nu ejeren en klækkelig bøde på 20.000 kroner.

Det var nemlig anden gang på blot en uge, at ejeren holdt ulovligt længe åben, fortæller politikommissær Torben Larsen, Nordjyllands Politi.

Barer og værtshusene fik 18. maj lov til at åbne igen efter corona-nedlukningen - dog med den begrænsning, at gæsterne skal forlade stedet senest klokken 24.

Men allerede tre dage efter genåbningen kunne sportsbaren i Frederikshavn ikke overholde den regel. 21. maj klokken 00.45 var der nemlig stadig åbent, da politiet kom forbi, og det kostede ejeren en bøde på 10.000 kroner.

En uge senere var den så gal igen. Omkring klokken 00.30 natten til fredag fik Nordjyllands Politi et tip om, at der stadig var gang i sportsbaren.

Og da en patruljen ankom til stedet var der rigtig nok åbent, og der sad stadig fire gæster i baren.

Da det var anden gang, blev bøden derfor fordoblet, fortæller Torben Larsen.

Ingen af gæsterne har fået bøder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden