Vennerne sørger over Syde-Poul

- Han kunne formidle som få andre, siger berørt bestyrelsesformand

Poul Christensen (th.) kunne tale med alle - her i samtale med tv-meteorolog Peter Tanev (nr. to fra venstre) og et produktionshold fra TV2 Vejret i sommeren 2020. Arkivfoto

Poul Christensen (th.) kunne tale med alle - her i samtale med tv-meteorolog Peter Tanev (nr. to fra venstre) og et produktionshold fra TV2 Vejret i sommeren 2020. Arkivfoto

LÆSØ:Få ting - om noget - på Læsø er mere kendt end øens saltsyderi.

Det skulle da lige være manden, der startede det hele tilbage i 1991 og gjorde Læsø Saltsyderi til øens absolutte turistmagnet.

Poul Christensen boede bare en slentretur fra syderiet på Hornfiskrønvej. Her - på kanten til marskområdet Rønnerne på den sydlige del af øen - fortalte han i tre årtier høje og lave, tykke og tynde om kunsten at syde salt og hvilken betydning, det har haft for Læsø siden Middelalderen.

Læsø Salt A/S er på 30 år blevet en institution på øen - og i det seneste regnskab omsatte virksomheden for knap seks millioner kroner. Arkivfoto <i>kirsten østergaard</i>

Læsø Salt A/S er på 30 år blevet en institution på øen - og i det seneste regnskab omsatte virksomheden for knap seks millioner kroner. Arkivfoto kirsten østergaard

Nu er han ikke mere. Tidligt mandag morgen ramte meldingen om hans død, og det kom som et chok for mange - blandt dem Jonas Erik Kjellberg, formand for bestyrelsen i Læsø Salt A/S.

- Han var kendt af alle på Læsø. For medarbejderne på "Saltet" er det et stort tab - ikke mindst personligt, for han var en god ven af os alle. Vi vidste godt, han havde lidt problemer med helbredet, men vi gik jo ikke rundt og var bange for, at han skulle dø. Det kom som et lyn fra en klar himmel, og hans død kommer alt for tidligt, lyder det fra en berørt Jonas Erik Kjellberg.

Han satte sig i formandsstolen for Læsø Salt A/S i 2013 og nød ved mange lejligheder stor glæde af Poul Christensens hjælp. Poul Christensen sad selv i bestyrelsen, hvor hans omfattende viden om saltsyderkunsten var til stor hjælp for de øvrige medlemmer.

Bestyrelsesformand Jonas Erik Kjellberg, Læsø Salt A/S. Arkivfoto: Kirsten Østergaard

Bestyrelsesformand Jonas Erik Kjellberg, Læsø Salt A/S. Arkivfoto: Kirsten Østergaard

- Poul var en fortæller. Han kunne formidle som få andre. Han kunne få små børn til at lytte interesseret til hans fortællinger om, hvordan Læsø var i Middelalderen. Og han kunne underholde højtuddannede akademikere. Som vi siger i Sverige; han talte til bønder på bønders vis og til lærde mænd på latin. Han var utroligt dygtig til at skabe interesse for de ting, han havde med at gøre, og så var han meget, meget omhyggelig med alt, han beskæftigede sig med, fortæller Jonas Erik Kjellberg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.