Politi

29-årig fængslet efter pistoltrusler og kvælertag

Retten i Hjørring sendte manden i varetægtsfængsel


Opdateret kl. 20:50

FREDERIKSHAVN: En 29-årig mand er torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Her blev manden sigtet for et voldsomt overfald på en 23-årig kvinde 11. januar i hendes hjem i Frederikshavn.

- Den 29-årige indfandt sig på en adresse i Frederikshavn, hvor han truede den 23-årige kvinde med en pistol. Derefter slog han kvinden og tvang sig til adgang til hendes mobiltelefon. Siden kørte han rundt med hende i en bil, hvor kvinden var fikseret med strips, forklarer politikommissær Peter Skovbak, leder af efterforskningen ved Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

I forbindelse med de voldsomme begivenheder tog manden også kvælergreb om kvindens hals og ruskede hende voldsomt.

Ved grundlovsforhøret blev den 29-årige sigtet for trusler, ulovlig tvang, frihedsberøvelse og kvalificeret vold, og på den baggrund sendte dommeren ham fire uger bag tremmer.

Den 29-årige nægtede sig skyldig og forbeholdt sig retten til at kære afgørelsen.

Nordjyllands Politi har ledt efter manden, siden de voldsomme hændelser udspandt sig 11. januar om formiddagen. Allerede dagen efter blev der udsendt en efterlysning af ham i hele landet, og onsdag aften kl. 19.50 blev han anholdt på Sjælland, oplyser Peter Skovbak.

Han ønsker ikke at sige mere om hverken årsag eller nærmere omstændigheder i forbindelse med opgøret, og da grundlovsforhøret efter anklagemyndighedens ønske blev holdt bag lukkede døre, er det kun sigtelsen, offentligheden kender til.

Det ligger dog fast, at den sigtede mand og den 23-årige kvinde kendte hinanden i forvejen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden