Fremgang for smarte løsninger

Bo-glas i Brønderslev har skåret ned og skåret til, og resultatet er en virksomhed, der i 2012 efter alt at dømme vender ryggen til de røde tal.

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er kreativitet og knowhow, Bo-glas overlever på - de varer, der er lettilgængelige og ikke kræver den store viden at skabe, produceres langt billigere i udlandet. Foto: Daniel Bygballe

Gigantiske gletsjere af glasplader hvælver sig i kunstfærdige trekanter meterhøjt over medarbejdernes hoveder. Det er her, virksomheden Bo-glas A/S i Brønderslev starter produktionen, som efter flere år med underskud nu ser ud til at komme på ret køl igen. - Glasset kommer overvejende fra Belgien og Tyskland, fortæller Per Sørensen, direktør i Bo-glas i Brønderslev. Firmaet er kendt for sine glasløsninger, blandt andet støjværn, rækværk og trapper samt energiruder. De enorme glasplader bliver snuppet af en stor maskine med sugekop og skåret i præcise stykker på et rullebånd - og så går det ellers løs. - Glasset er en standardvare, forklarer Per Sørensen. Til gengæld er det, der kommer ud af glaspladerne, langt fra standard. Kun de kloge løsninger Bo-glas formår at kreere kunstfærdige og kreative løsninger til virksomheder og private, som har gjort dem til en attraktiv samarbejdspartner i Danmark og udlandet. Lavenergi-termoruder bliver i dag kun i begrænset omfang produceret i Danmark, men oftest i lande med lavere lønomkostninger, for eksempel Polen. Kun de meget specialiserede løsninger i glas er stadig på danske hænder. Årsagen er enkel - de danske lønninger er for høje til at kunne konkurrere med udlandet på de produkter, der er enkle at lave. - Det er ikke den store ulykke, mener Per Sørensen, der gradvist over nogle år har sluppet produktionen af denne form for termoruder. I stedet har firmaet fundet andre områder at kaste sig over - og det med stor succes. - Det, vi synes er sjovest at lave, er de produkter, vi skal tænke os om for at lave, fortæller Per Sørensen, der med sine 20 års erfaring i glasindustrien kender detaljerne i både virksomheden og branchen. Han skridter effektivt gennem produktionshallen og smyger sig mellem rullevogne læsset med glas i forskellige farver og former. Nogle produkter ender som skillevægge hos Danske Bank, andre skal give blandt andre firmaet Montanas badeværelsesprodukter det sidste touch med farvestrålende glasplader. Aftalen med Montana kom dog ikke i stand af sig selv. På Bo-glas kunne Per Sørensen og hans kolleger konstatere, at Montana havde et behov for farvede glasplader til deres badeværelsesserie. Derfor valgte de at producere deres egne glasplader og præsentere dem for Montana. I dag er de fast leverandør. - Men det er ikke noget, Montana skriver nogen steder, smiler Per Sørensen. Underskud bliver til plus Bo-glas virker i en branche, hvor intet er kommet af sig selv, og hårdt arbejde er påkrævet. Det er en rigtig hård branche at holde balancen i, fortæller Per Sørensen. Gennem de seneste tre år har Bo-glas haft underskud, og det har sat en effektiv stopper for de store investeringer. Seneste store indkøb var i 2008, da fabrikken fik maskinen, der med ekstra finføling skærer huller og former i glasopgaver med særlige krav. Der er strammet op og effektiviseret, og det har været op ad bakke. - Men det ser ud til at vende. I de første måneder af 2012 har vi holdt budgettet, fortæller Per Sørensen. - Det har da været hårdt at gå på arbejde hver eneste dag og vide, at der ikke er overskud. Så det giver en god fornemmelse.